Hammershøi, refleksion af balkonen i villa Spurveskjul, 1911 (56 x77 cm), Foto: Artvee
.
Hvis man griber dybt i pengepungen og tilmed vil købe et stykke Virum-historie, så kan man frem til onsdag byde på Hammershøi’s maleri ovenfor hos Sotheby’s i London – det er vurderet til mellem 13 og 17 mio. kr. !
Forbindelsen til Virum opstår da Hammershøi i sommeren 1911 lejer huset “Spurveskjul 4” i Frederiksdal og blandet andet maler ovenstående – han ser via et ovalt spejl ud mod balkonen.
Hammershøi overvejede at købe huset, men opgav planerne og vendte efter nogle måneder tilbage til sin bopæl i København.
Husets arkitektur og historie betød at huset blev fredet i 1924 og endnu står der.

Men hvad førte Hammershøi til Virum?
Stigende velstand i byerne og et ønske om at flygte fra industrialiseringens støj og forurening betød, at flere og flere landsteder blev opført – særligt fra slutningen af 1700-tallet og gennem 1800-tallet.
Lyngby-Taarbæk har med sin storslåede natur og tætte beliggenhed på hovedstaden tiltrukket borgerskabet og kulturpersonligheder fra København.

Mellem gårdene skød et væld af småhuse op, og en stor del af husene rummede en ekstra bolig til udlejning.
Huset på Spurveskjul blev således opført i 1730 som en lystejendom, hvor københavnske borgere kunne indlogere sig om sommeren.
I 1805 blev Spurveskjul købt af den kendte arkitekt og kunstmaler Nicolai Abildgaard, som ønskede sig en sommervilla uden for hovedstaden.
Områdets natur var som skabt til sommerboliger, udflugter og inspiration for kunstnere. Derfor var det helt naturligt, at Hammershøi flere gange søgte ud til området.
Allerede i sommeren 1888 maler Hammershøi et landskabsmaleri af Virum set fra Frederiksdal, hvor man ser Blæsenborg Mølle til venstre, og landsbyen Virum til højre herfor:


På et samtidigt kort kan man se hvordan ”Spurveskjul” ligger i forhold til møllen og Virum:

Hammershøi må have nydt udsigten over Virums marker, for 23 år senere – i 1911 – vender han tilbage til samme sted, lejer villaen på Spurveskjul og maler det værk, der sælges på onsdag.
Ovenstående er endnu et vidnesbyrd om vores unikke historie, hvor der er skete en transformation fra ”rene” bondebyer til store blandingsbyer med alle samfundsklasser, herunder det finere borgerskab med deres sommerboliger.

Kilder:
Sotheby.com (https://www.sothebys.com/en/buy/auction/2026/modern-contemporary-evening-auction-l26002/the-balcony-spurveskjul)
Sophus Michaëlis og Alfred Bramsen, “Vilhelm Hammershøi, Kunstneren og hans Værk”.
Statens Museum for Kunst, Smk.dk
Artvee.com
Historiskekort.dk









