Euro Masters Regatta 2027 kommer til Danmark

Modelfoto
.

– Bagsværd Sø bliver centrum for europæisk mastersroning

Det er ikke længere en hemmelighed. Budskabet siver allerede i rigtig mange roklubber: I 2027 bliver Danmark værtsland for Euro Masters Regatta, og Bagsværd Sø kommer til at danne rammen om Nordens største ro-event for mastersroere.

Fra 24. til 27. juni 2027 skal Bagsværd Sø summe af liv, når op mod 1.000 roere fra hele Europa mødes til Euro Masters Regatta. Stævnet bliver Nordens største event inden for roning og første gang, at Euro Masters Regatta afholdes i Norden.

Men allerede Sct. Hans aften, onsdag den 23. juni, begynder festen med en åbningsceremoni, der skal give stævnet en helt særlig dansk ramme.

En rofest for hele Europa

Euro Masters Regatta er et internationalt stævne for mastersroere, og ambitionen er mere end blot fire dage med kaproning.

Vi drømmer om at skabe en stor rofest, hvor sport, fællesskab, venskab og dansk værtskab går hånd i hånd – og hvor roere fra hele Europa får mulighed for at mødes både på og uden for vandet.

“Vi glæder os enormt meget til at byde mastersroere fra hele Europa velkommen til Bagsværd Sø. Vores ambition er at skabe et stævne, hvor sportslige oplevelser går hånd i hånd med fællesskab, venskab og relationer på tværs af landegrænser.”

– Kasper Haagensen, formand for Dansk Forening for Rosport

Det danske værtskab sker i tæt samarbejde med den erfarne internationale arrangør Regatta München, ligesom Gladsaxe Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Sport Event Denmark og roklubberne omkring Bagsværd Sø indgår i arbejdet med at skabe rammerne om det internationale stævne.

Løb hvert femte minut

Når først åbningsceremonien er overstået, går det løs på vandet.

Fra torsdag til søndag vil der være 1.000 meter-løb med starter cirka hvert femte minut. Løbsprogrammet indeholder primært muligheder for løb i outrigger-materiel.

Vi er samtidig i gang med at undersøge mulighederne for også at udskrive løb i inrigger og coastal, så endnu flere danske og internationale mastersroere får mulighed for at være med.

Danmark skal vise sig fra sin bedste side

For Dansk Forening for Rosport handler Euro Masters 2027 også om at vise, hvad dansk roning og Danmark som værtsland kan tilbyde.

“Vi er meget glade for at kunne arbejde tæt sammen med Regatta München; Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner samt Sport Event Denmark om at skabe rammerne for et internationalt stævne, der viser dansk roning og dansk gæstfrihed fra sin allerbedste side. At vi samtidig kan åbne stævnet med en Sct. Hans-aften giver Euro Masters en helt særlig dansk identitet, som vi håber, deltagerne vil huske længe efter, at det sidste løb er roet.”

– Kasper Haagensen, formand for Dansk Forening for Rosport

Sæt allerede nu kryds i kalenderen

Euro Masters Regatta 2027
Bagsværd Sø
– Åbningsceremoni: Sct. Hans aften, 23. juni 2027
– Regatta: 24.-27. juni 2027
– Op mod 1.000 mastersroere fra hele Europa
– 1.000 meter-løb med starter cirka hvert femte minut

Tilmeldingen til Euro Masters Regatta åbner i marts 2027.

Vi glæder os til at byde Europa velkommen til Bagsværd Sø – og til at skabe en rofest, vi sent vil glemme.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Når Letbanen åbner den 22. august, bliver det lettere for..

Det er en stolt Rikke Baden, som byder velkommen i..

Ikke alle borgere i Lyngby er lige begejstrede for åbningen..