Foto: Thomas Hergaard Fotografi
.
I weekenden lagde jeg vejen forbi Teltet på Bakken – ikke for at se Cirkusrevyen – det er jo ikke årstiden nu, men fordi Eventyrteatret havde overtaget teltet for at opføre deres juleforestilling: “Et Juleeventyr”, en farverig og rørende musical baseret på Charles Dickens’ klassiker A Christmas Carol fra 1843.
Allerede fra vi trådte ind i teltet, blev vi mødt af julestemning og en stemningsfuld scenografi. Hele ensemblet var klædt i nissedragter – skabt inden for teatret selv – og med flot musik, livlige dansetrin og et gennemført sceneshow blev vi hurtigt suget ind i forestillingens magiske univers.

Forestillingen er et imponerende værk, hvor dragter, musik og sang går op i en højere enhed. Med både små og store nisser på scenen – nissepiger og nissedrenge i alle aldre – blev der leveret præstationer, der kunne måle sig med professionelle opsætninger, til trods for at alle medvirkende er unge amatører. Både solister og kor fremstod yderst kompetente, og man glemte hurtigt, at det var frivillige unge mennesker, som bruger deres fritid på dette imponerende projekt.
Stykket varer næsten to timer, men tiden flyver afsted i selskab med de tre juleånder, der besøger den nærige og stenrige nisse Ebenezer Scrooge – og lærer ham julens sande betydning: gavmildhed, kærlighed og fællesskab. Forestillingen er fyldt med både gys og grin, og det hele munder ud i en smuk og håbefuld slutning, hvor julens varme sejrer.
Selvom teltet denne dag ikke var helt fyldt op, var det synd for dem, der gik glip af denne oplevelse. Forestillingen spiller hver weekend frem til jul – fra 28. november til 21. december 2025 – og kan varmt anbefales som en juleaktivitet for hele familien.
Efter mange år i Tivolis Glassal har Eventyrteatret nu fundet et nyt hjem på Bakken, hvor traditionen fortsætter i nye, magiske rammer. Hvis du leder efter en juleoplevelse med både hjerte og høj kvalitet, så er “Et Juleeventyr” et oplagt valg.
Du kan købe billetter her
og se et glimt af forestillingen her

‘





En reaktion