I nogle kommuner er fire ud af fem politikere efter seneste lokalvalg mænd. Det viser en beregning fra Danmarks Statistik
DR Online har i går tirsdag den 25.11. publiceret en artikel på basis af statistikken. Af den fremgår det, at Høje-Taastrup, Sønderborg og Dragør er de kommuner i landet, hvor færrest kvinder blev valgt. Omvendt forholder det sig i byrådene i København, Fredensborg, Frederiksberg og Sorø. Her var mindst halvdelen af de valgte kvinder.
To færre i Lyngby-Taarbæk
I Lyngby-Taarbæk blev der valgt 13 mænd og 7 kvinder til byrådet, og 64 % af de personlige stemmer gik til en kvinde. Der blev valgt to færre kvinder til byrådet end ved valget i 2021.
Sådan gik det i nabokommunerne:
I Rudersdal blev der valgt 10 kvinder, hvilket er én kvinde mindre end ved valget for fire år siden. I Furesø blev der valgt fem kvinder. Det er én færre end i 2021. I Gentofte blev der valgt otte kvinder til byrådet, og det er tre færre end ved forrige valg. I Gladsaxe kom der 11 kvindelige byrødder, hvilket er 42 % færre end i 2021.

Borgmester Sofia Osmani ser det som afgørende, at der opstilles både mænd og kvinder, unge og ældre – for kandidatfeltet skal afspejle vælgerne.
– Men i sidste ende er det jo netop op til vælgerne, hvor de sætter deres kryds. At være kvinde – eller mand – er jo ikke en kompetence i sig selv. Og derfor er fordelingen i kommunalbestyrelsen heller ikke afgørende – men jeg synes da, at det er lidt ærgerligt, at vi i kommunalbestyrelsen ikke i højere grad afspejler befolkningssammensætningen. Og jeg tænker heller ikke, at udfordringen med at rekruttere kvindelige kandidater bliver mindre om fire år, når der er færre kvindelige kommunalpolitikere at spejle sig i, siger hun.
Kilde: Kombit og Danmarks Statistik (LIGEBD2). DR Online har fundet frem til kvinder ved at kigge på kvinde/mande navne. Enkelte fornavne kan både være kvinde og mande navne. DR har gennemgået disse navne, men tager forbehold for, hvis der enkelte steder er sket en fejl.





