Rudersdal Kommune og lokale foreninger inviterer lørdag 29. august til folkefest, når den nye syv kilometer lange cykelsti på Hørsholm Kongevej indvies.
Festlighederne finder sted ved Rudegaard Stadion fra klokken 10.00 til 12.30, hvor alle kan opleve et varieret program. Det fremgår af en pressemeddelelse fra kommunen.
Både børn og voksne kan prøve kræfter med forskellige aktiviteter. Deltagere kan løbe to, fem eller ti kilometer på den nye strækning med tidtagning, eller vælge at gå ruten. FC Holte står for løbet. MTB Holte byder børn velkommen på en cykelbane, mens Holte Skiklub tilbyder mulighed for at prøve rulleski under kyndig vejledning. Rudersdal Museer arrangerer historiske gåture, hvor man kan høre om områdets fortidsminder.
Gæster kan desuden få oplysninger om projektet bag cykelstien, herunder beskyttelse af natur og miljø. Vedbæk Garden sørger for musik og stemning under arrangementet.
Efter de officielle indslag er der fri cykling og leg på Hørsholm Kongevej. Boder tilbyder forfriskninger på pladsen.
På dagen er Hørsholm Kongevej mellem Rudegaard Stadion og Høsterkøbvej / Gøngehusvej fortsat lukket. Når den officielle indvielse er slut, er der fortsat mulighed for at cykle og hygge sig på området.
Hørsholm Kongevej åbnes for biler senest mandag morgen den 31. august.
1.000 flere cyklister
Den travle trafikvej giver i syd direkte adgang til en supercykelsti mod København og skaber forbindelse mellem Holte Station og DTU Science Park i nord med ca. 4.300 ansatte.
Baseret på prognoser og målinger af aktiviteter, som kan øge mængden af cyklister, er det Rudersdal Kommunes vurdering, at cykelstien vil tiltrække mange nye cyklister – forventeligt op mod 1.000 om dagen.
– Den nye cykelsti kommer til at gøre en mærkbar forskel i hverdagen for mange borgere. Nu bliver det både tryggere og nemmere at cykle til arbejde, skole, fritidsaktiviteter og stationen. Samtidig styrker vi forbindelsen til nogle af vores største arbejdspladser, blandt andet DTU Science Park, så flere kan vælge cyklen som en nem og grøn transportform. Det gavner både borgernes hverdag, virksomhedernes muligheder for at tiltrække medarbejdere og vores fælles ambition om en mere bæredygtig kommune, siger borgmester Ann Sofie Orth (K) i en pressemeddelelse.
Et mere sammenhængende net
Cykelstien på Hørsholm Kongevej er samtidig en vigtig brik i den kommende nye supercykelsti Espergærde-Holte, som er planlagt til at åbne i 2030. Den nye cykelsti vil lukke et omfattende ”missing link” mellem Nordsjælland og København og vil også åbne mulighed for at cykle på tværs i Nordsjælland via supercykelsti – f.eks. mod Birkerød og Allerød.
– Som medlem og tidligere formand for Klima- og Miljøudvalget er det en glædens dag, at vi meget snart kan åbne den nye cykelsti, siger 1. viceborgmester Court Møller (R).
– Det har været en lang proces at komme hertil, da vi har masser af beskyttet natur, vi skulle passe på i det store anlægsprojekt. Men nu har vi en moderne cykelsti, som binder kommunen bedre sammen og giver de cyklende en tryg ramme på en meget trafikeret vej, tilføjer han.
Er man bilist og bruger Hørsholm Kongevej, kan man glæde sig over nyt slidlag på vejen
Taler og musik
Programmet begynder klokken 10.00 med boder og aktiviteter. Vedbæk Garden spiller klokken 10.10, hvorefter borgmester og 1. viceborgmester holder tale klokken 10.15. Borgmesteren skyder løbet i gang klokken 10.30. Rudersdal Museer leder gåture klokken 10.45 og 11.30, og fra klokken 11.30 kan alle frit cykle på Kongevejen. Festen afsluttes klokken 12.30.
Arrangørerne opfordrer gæster til at tage cyklen eller benytte offentlig transport, da der kun er begrænset mulighed for parkering ved Rudegaard Stadion på grund af arbejdet med Holte Hal 3.







