I Lyngby-Taarbæk er 5,8 procent af de ikke-vestlige indvandrere på førtidspension – en andel, der ligger hele 36 procent over danskernes, hvilket er over landsgennemsnittet.
Det er tankevækkende.
For samtidig ser vi danske borgere, som er slidte, syge og udmattede efter et langt arbejdsliv, blive slæbt gennem år med ressourceforløb, virksomhedspraktikker og gentagne afslag. Selv mennesker med dokumenteret sygdom og handicap får nej.
De bliver mistænkeliggjort og presset, mens systemet bruger millioner på at “afklare”, hvad speciallæger allerede har konkluderet.
Førtidspension er skabt til danskere som en tryghed for dem, der har arbejdet og bidraget til Danmark – ikke som en livsvarig forsørgelse til flygtninge og migranter, der lige er kommet hertil. Alligevel ser vi, at alt for mange flygtninge ender på førtidspension, ofte efter ganske kort tid i landet.
Flygtninge og migranter skal forsørge sig selv, ikke parkeres på passiv forsørgelse.
Det er hverken retfærdigt eller rimeligt, at danske skatteydere skal betaler regningen, mens udlændinge i den arbejdsdygtige alder bliver parkeret på livslang forsørgelse.
Når danske borgere skal kæmpe i årevis for en smule tryghed, mens andre får den serveret, så er der noget helt galt.
Det er på tide, at politikerne tør sige det højt:
Førtidspension er ikke en integrationsydelse. Den er for dem, der har ydet for Danmark – ikke for dem, der bare er flyttet hertil.
