Halloween og Allehelgens dag mødes i weekenden i Virum. Kontrasten kunne ikke være større.
Døden har indtaget Sorgenfri og Virum.
Den hænger i træerne som dinglende skeletter. Den ligger i forhaverne som afhuggede hænder og fødder. Den stirrer ud gennem vinduerne med blodige øjenhuler, mens spindelvæv breder sig over hække, hoveddøre og postkasser.
Gravsten skyder op af græsplænerne, og græskarmænd med skæve, lysende grin vogter ved indkørslerne.
Det er Halloween.
Og børnene elsker det.
Udklædt som hekse, zombier, vampyrer og små skeletter bevæger de sig fra dør til dør med poser og spande, der helst skal fyldes til randen. Med forventningsfulde øjne ringer de på og råber: »Slik eller ballade!«
Bag de uhyggelige masker gemmer sig glade ansigter. For børnene er døden ikke døden. Den er en leg. Et gys, der ender med et grin. Et monster, der kan besejres med en håndfuld vingummier.
Men ikke alle smiler.
For nogle af dem, der går forbi de pyntede haver, er døden hverken sjov eller spændende.
Den er virkelig.
Den er en tom stol ved spisebordet. En stemme, man aldrig mere skal høre. Et telefonnummer, man stadig har gemt, selv om man ved, at ingen længere tager telefonen.
For den, der for nylig har mistet en ægtefælle, et barn, en forælder eller en kær ven, kan synet af en hængt skikkelse i et træ eller en blodig hånd på et havehegn vække følelser, der ligger langt fra børnenes begejstring.
Døden er ikke noget, man pynter op med.
Den er noget, man forsøger at lære at leve med.
Fra skrig til stilhed
Og så, næsten fra den ene dag til den anden, skifter døden ansigt.
Halloween den 31. oktober afløses af Allehelgens Dag, som i den danske folkekirke markeres den første søndag i november. Således også i Sorgenfri Kirke og Virum Kirke.
Her er ingen blodige masker eller grinende kranier.
Her er levende lys.
Her samles mennesker for at mindes dem, der ikke længere er iblandt os. Navne på afdøde bliver læst op, der synges salmer, og der bedes bønner.
På kirkegårdene lægger efterladte blomster på gravene og tænder lys i efterårsmørket.
Hvor Halloween gør døden til underholdning, giver Allehelgens Dag plads til sorgen.
Hvor børnene råber, hvisker de voksne.
Hvor den ene tradition forsøger at skræmme os, forsøger den anden at trøste os.
Og alligevel handler begge om det samme: menneskets forhold til døden.
To sider af samme mørke
Halloween har sine rødder i gamle forestillinger om overgangen mellem de levendes og de dødes verden. I dag er den især blevet en festlig tradition med amerikansk inspiration, hvor uhyggen er sat i system, og hvor selv de mest frygtindgydende monstre som regel ender med at få slik.
Allehelgen har en anden historie. Den udspringer af den kristne tradition for at mindes helgenerne og har i Danmark udviklet sig til også at være en særlig anledning til at mindes de døde.
Måske er forskellen mellem de to traditioner ikke så stor, som den umiddelbart ser ud.
Måske har vi mennesker altid haft behov for at gøre noget ved døden.
Nogle gange forsøger vi at le ad den.
Andre gange græder vi over den.
Børnene klæder sig ud som spøgelser og leger, at døden ikke er farlig. De voksne tænder lys og håber, at kærligheden på en eller anden måde rækker længere end livet.
Begge dele er menneskelige.
Men måske er der også grund til at tænke sig lidt om, når Halloween-pynten bliver stadig mere blodig og realistisk.
For mens en lille heks eller et grinende græskar næppe gør nogen fortræd, kan synet af hængte menneskeskikkelser og lemlæstede kroppe være svært at bære for den, der selv har døden tæt inde på livet.
Det betyder ikke, at børnene skal undvære deres fest.
Blot at vi måske skal huske, at det, der er sjovt for den ene, kan gøre ondt på den anden.
Et lys i mørket
I Sorgenfri og Virum vil græskarrene snart blive fjernet fra trappestenene. Skeletterne bliver pakket ned, de kunstige gravsten forsvinder fra græsplænerne, og de sidste slikposer bliver tømt.
Tilbage står efteråret med sine nøgne træer og mørke aftener.
Men på kirkegårdene vil små lys stadig brænde.
Ikke for at skræmme nogen.
Ikke for at underholde.
Men for at fortælle, at et menneske har levet, været elsket og stadig bliver savnet.
Og måske er det netop forskellen på Halloween og Allehelgen:
Til Halloween leger vi med døden. Til Allehelgen mindes vi livet.
