Foto: Hans-Jørgen Bundgaard
.
Et nyt restaureringsprojekt sikrer Frederiksdal Slot mod at forfalde. Den enestående
rokokobygnings tag, facader og udsmykninger bliver restaureret, så de historiske sale
med det originale interiør i fremtiden kan byde velkommen til nye besøgende og flere
almene aktiviteter. En bevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond muliggør
restaureringen og bevarer dermed det smukke Frederiksdal Slot for fremtiden.
Restaurering af klimaskærmen på det 277 år gamle unikke rokokoslot begynder i august 2025 og
færdiggøres i 2027. Når projektet er afsluttet, står slottet som i original stand med ny tagkonstruktion og
håndlavede tegl, nykalkede og pudsede facader, håndhuggede sandstenskonstruktioner og –
udsmykninger, reparerede kviste og linoliemalede vinduesrammer.
Samtidig opføres et bæredygtig og CO2 -neutralt træflis fyr, der opvarmer slottet, de omkringliggende
bygninger og den overdækkede ”byggeplads” med PEFC-certificeret træflis fra Frederiksdal Skov.
”Både arkitektonisk og fredningsmæssigt er Frederiksdal Slot en perle: Eigtveds smukke symmetriske
arkitektur, de hvide mure med risalitter, det sortglaserede mansardtag med kurvehanks buede kviste,
sandstensudsmykninger og -detaljer, kartoucher og gesimser og ikke mindst den naturskønne placering
er helt unik og meget værdifuld”, siger Leif Hansen, Leif Hansen Arkitekter, der er bygherrerådgiver på
projektet.
Frederiksdal Slot er fredet, og restaureringen kræver håndværksmæssig ekspertise for at genetablere
alt i original stand. Snedkere og tømrere, stenhuggere og teglproducenter får brug for originale
materialer og teknikker, og dermed fastholdes og videreudvikles de gamle håndværksfag. De faglige
erfaringer, der opstår, når gamle håndværkstraditioner skaber nye holdbare løsninger, fastholdes og
formidles gennem hele projektet til relevante håndværksuddannelser og faggrupper.
Slottet har så mange uudnyttede muligheder. Salene skal åbnes for rundvisninger, og for møder og
workshops inden for bæredygtigt skovbrug og træhåndværk. Aage og Johanne Louis-Hansens Fonds
generøse bevilling betyder, at klimaskærmen endelig bliver restaureret, at slottet reddes og ikke mindst
at huset og stedets sjæl bevares til fremtidige generationer af brugere”, siger Sigismund Ahlefeldt-Laurvig.
Sigismund overtog Frederiksdal Slot for otte år siden og er 8. generations ejer af stedet.
Om Frederiksdal Skov og Slot
Frederiksdal Slot er opført i 1747 af arkitekt og hofbygmester Nicolai Eigtved, der regnes blandt de mest
betydningsfulde arkitekter i Danmarks historien. Eigtved har bl.a. stået for opførslen af det oprindelige
Christiansborg Slot og Frederiksstaden med Amalienborg og de fire palæer. Christian den 6. forærede
Frederiksdal til sin udenrigsminister og betroede rådgiver Johan Sigismund Schulin som gave for tro
tjeneste, og siden dengang har Frederiksdal været i familien Schulins eje.
En reaktion
Tillykke til Frederiksdals Slot og alle os andre. Dejligt med de nye tiltag, så endnu flere kan få glæde af den smukke bygning og fællesskabet i vores område.