Lyngby-Taarbæk Avis vil i den kommende tid interviewe de nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer – i første omgang dem som ikke tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen. Vi ønsker at høre lidt om hvilke intentioner de har, hvad deres primære interesser er og lidt om hvem de er.
Vi har startet med det nyeste medlem Freja Fischer-Møller som faktisk ved kommunalvalget i november, lige netop ikke blev valgt ind, men som alligevel kom med fra starten, da et andet medlem trak sig da han flyttede fra kommunen.
__________________________________________________________________________________________________________________
Efter kommunalvalget i november 2025 stod det klart, at Socialistisk Folkeparti (SF) ville få et af de tætteste opgør internt. Kun seks stemmer skilte Emil Njor og Freja Fischer-Møller, der begge var opstillet til kommunalbestyrelsen. Emil Njor, der netop havde afsluttet sin ph.d. i datalogi på DTU, havde imidlertid søgt og fået arbejde i Vejle – og måtte derfor opgive sin plads i kommunalbestyrelsen, før arbejdet overhovedet gik i gang.
Dermed gik pladsen videre til Freja Fischer-Møller, der oprindeligt havde indstillet sig på at bidrage til det politiske arbejde fra sidelinjen i denne valgperiode. Nu er hun i stedet en aktiv del af kommunens øverste politiske organ.

Baggrund og erfaring
Freja Fischer-Møller er 42 år og bor i Lyngby med sin familie. Hun er mor til tre børn, som går på Trongårdsskolen og Kongevejens Skole, og hun har derfor både personlig og praktisk indsigt i kommunens tilbud til børnefamilier. Familien har tidligere boet fire år i Skotland, men har nu slået rødder i Lyngby igen.
Hun er uddannet i statskundskab og har en solid faglig baggrund fra det kommunale system, hvor hun har arbejdet administrativt med økonomistyring i både Københavns Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune. Den erfaring tager hun nu med sig ind i det politiske arbejde.
Til daglig er hun ansat i virksomheden Copenhagen Sprint, som står bag det nye årlige cykelløb i København og Nordsjælland – en rolle der kobler hendes personlige passion for cykling med professionel planlægning og borgerinvolvering.
Politisk fokus: Mølleåen, miljø og cykelvenlige løsninger
Freja Fischer-Møller fremhæver især to mærkesager, hun vil prioritere i sit politiske arbejde:
1. Miljø og naturpleje i Mølleåen
Freja ønsker at styrke kommunens indsats for at forhindre yderligere forurening af Mølleåen og de tilhørende søer. Hun mener, at det er afgørende at sætte en stopper for udledninger i både vandløb og søer – og samtidig igangsætte oprensning af eksisterende forurening.
Hun ser et stærkt samarbejde med nabokommunerne som nøglen til at løfte opgaven og nævner også Danmarks Tekniske Universitet (DTU) som en potentiel strategisk partner i arbejdet med at forbedre vandkvaliteten gennem teknologiske og bæredygtige løsninger.
2. Cykling og infrastruktur
Cykling er ikke kun en hobby for Freja – det er et livsstilsvalg og en politisk prioritet. Hun ønsker at sikre bedre cykelstier i kommunen og arbejder for, at infrastrukturen bliver så sikker og attraktiv, at flere vælger cyklen frem for bilen. Hun fremhæver, at dårligt vedligeholdte cykelstier med huller og forhindringer direkte modarbejder den grønne omstilling.
Det handler både om at tænke nyt og vedligeholde det eksisterende – og skabe en balance, hvor alle trafikanter kan færdes trygt og effektivt.
Klar til politisk ansvar
Selvom hun ikke forventede at blive en del af kommunalbestyrelsen så tidligt, er Freja klar til at tage ansvar. Hun glæder sig til samarbejdet med sine SF-kolleger, hvor opgaverne er delt op, så hvert medlem har ansvar for specifikke områder. Det giver mulighed for fordybelse og faglig styrke i de enkelte udvalg.
Hun understreger, at hun også har stort fokus på skoleområdet og ældreplejen – men at det især er de to øvrige SF-medlemmer, der varetager disse områder i de respektive udvalg.
Freja Fischer-Møller træder dermed ind i en rolle, hvor hendes faglighed, livserfaring og lokale kendskab kan komme i spil – og hvor hendes engagement i bæredygtighed og borgerinvolvering kan gøre en reel forskel for Lyngby-Taarbæk Kommune.
For at gøre klart hvilken plan Freja og Socialistisk Folkeparti har for en ren Mølleå, har hun sendt mig dette oplæg fra SF:
SF Lyngby-Taarbæk’s Plan for ren Mølleå
Mølleåen er en kulturhistorisk og naturskøn perle, der bugter sig som en livsnerve gennem vores landskab – fra sit udspring i Hettings Mose til udløbet i Øresund. Den er et åndehul for utallige borgere og hjemsted for et rigt dyre- og planteliv. Men Mølleåens idyl er truet.
Åen og dens søer lider under årtiers forurening:
- Fosfor fra overløb og overfladevand har ophobet sig på bunden og kvæler livet i søerne og åen med massiv algevækst.
- PFAS og andre kemikalier har gjort fiskene i åen uspiselige.
- Drikkevandet i hele oplandet er truet af åen’s forurening.
Denne negative udvikling skal vendes nu. I SF Lyngby-Taarbæk foreslår vi en konkret plan for at genoprette Mølleåen:
- Stop Fosforforureningen: Vi skal standse tilførslen af fosfor, som primært sker ved overløb fra rensningsanlæg under kraftig regn. Derfor vil vi arbejde for at øge kapaciteten på vores rensningsanlæg, så de kan håndtere fremtidens vandmængder – og på sigt påbegynde en forsigtig oprensning af søerne.
- Sikre Vandgennemstrømningen: Især om sommeren er vandgennemstrømningen kritisk lav, hvilket fører til stillestående, iltfattigt vand. Ved at lede renset spildevand tilbage til åen kan vi sikre en sund og levende å hele året rundt.
- Opdatere Vandløbsregulativet: Det nuværende regulativ er fra 1996 og skulle have været revideret senest i 2010. Vores viden om miljø og biodiversitet er vokset markant på snart 30 år. Regulativet skal afspejle denne viden og sikre en moderne, naturbaseret forvaltning af åen.
- Finde Kilderne til PFAS: Vi ved stadig ikke, hvor PFAS-forureningen stammer fra. Kommuner, forsyninger og regionen må pulje ressourcerne og iværksætte den nødvendige sporing for at stoppe forureningen ved kilden.
- Investere i Naturpleje og Restaurering: Mølleåens tilstand kan forbedres markant med målrettet naturpleje. De 100.000 kr., SF fik afsat til Brede Mølledam, var en start, men der er brug for en væsentlig og permanent forøgelse af midlerne til hele Mølleå-systemet.
Vi kan ikke løse alle problemerne alene i Lyngby-Taarbæk. Mølleåens problemer krydser kommunegrænser, og løsningerne skal derfor findes i fællesskab. SF har taget initiativ til et samarbejde på tværs af kommunerne langs åen for at sikre en koordineret indsats. Vi foreslår at lægge ud med en Mølleå-konference, hvor borgere, forskere og myndigheder kan samles om at skabe en fælles vision.
At rette op på fortidens synder er en stor opgave, der kræver investeringer. I SF er vi klar til at prioritere Mølleåen. I dag bruger kommunen praktisk talt ingen midler til naturen. De beskedne midler der er afsat til biodiversitet går til den nødvendige drift af plæner, rabatter med mere – eller til alletræer i grønne villakvarterer. Vi foreslår at afsætte 5 millioner krone til naturpleje, og til at bidrage til en tværkommunal opretning af åen.
Med ambitiøse, fælles planer er vi overbeviste om, at det også vil være muligt at tiltrække stats- og fondsmidler til de store, langsigtede projekter som oprensning af søerne og tilbageføring af renset spildevand.
Nu handler det bare om at komme i gang!




