Fredag den 14. august er der lagt op til en hyggelig eftermiddag for både børn og voksne, når Fuglekongen Festival 2026 finder sted ved Klub Vænget på Kongsvænget 10C i Virum.
Festivalen afholdes fra kl. 16.00 til 20.00, og der er gratis entré for hele familien.
Fuglekongen Festival er en lokalt forankret endagsfestival, hvor børnene er i centrum. I løbet af eftermiddagen vil der være en lang række aktiviteter, boder og underholdning samt et stort loppemarked, hvor både børn og forældre kan sælge ud af gemmerne. På scenen bliver der desuden mulighed for at opleve børn optræde.
Aktiviteter for store og små
Festivalpladsen byder på forskellige aktivitetsboder, hvor deltagerne blandt andet kan være kreative, prøve kræfter med brætspil og sjove lege eller teste heldet ved lykkehjulet. Der bliver også loppemarked og en række andre aktiviteter.
Et turpas koster 50 kroner og giver adgang til aktiviteterne på pladsen, dog ikke lykkehjulet. Der kan betales både med kontanter og MobilePay.
Sulten kan også stilles undervejs. I madboden sælges hjemmelavede ispinde produceret i klubben samt grillede pølser, kage og drikkevarer.
Festivalen støtter Børns Vilkår
Fuglekongen Festival støtter samtidig Børns Vilkår og BørneTelefonen. Festivalen søger desuden sponsorer til blandt andet lykkehjulet og ringlotteriet. Sponsorer får deres navn synligt på en tavle og en tak fra Klub Vænget og SFO Kongevejens Skole.
Interesserede sponsorer kan kontakte Anders Svendsen på telefon 40 84 12 23.
Fuglekongen Festival 2026 finder sted fredag den 14. august kl. 16.00-20.00 ved Klub Vænget, Kongsvænget 10C i Virum. Der er gratis adgang.






