Der var fuldt hus på Lindegården, da Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted gæstede Lyngby mandag d. 3. marts. Mange var kommet for at høre de skarpe holdninger og visioner fra en af venstrefløjens mest markante skikkelser.
Pelle Dragsted holdt et indledende oplæg, hvor han præsenterede sine synspunkter om økonomisk retfærdighed, social velfærd og kampen for et samfund med frihed, tryghed og muligheder for de mange. Derefter supplerede Henrik Bang med lokale, politiske vinkler og konkrete eksempler fra kommunalbestyrelsesarbejdet.

Dragsteds tale var præget af hans velkendte engagement og klare holdninger. Han talte for nødvendigheden af forsvaret for og udbygningen af velfærden og en mere progressiv beskatning, hvor de rigeste og virksomheder med kæmpeoverskud betaler en større andel. Også når det gælder det altafgørende klimaomstilling er der brug for at regningen fordeles retfærdigt, så de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.
Efter oplægget var der god tid til spørgsmål og inden aftenen var gået kom mange emner på banen. Der var spørgsmål om lokale Lyngby-emner, som planerne for arealet ved Kastanievej og manglen på kanaler for den lokale politiske debat. Der var spørgsmål til Enhedslistens arbejde for at gøre tandpleje og receptpligtig medicin gratis. Og endelig var der mange spørgsmål til den udenrigspolitiske situation I de kommende måneder skal Folketinget behandle forslaget om en baseaftale, der vil give USA ret til at udstationere amerikanske soldater på 3 baser i Jylland og Pelle Dragsted argumenterede for et nej til aftalen.