Salling Fondene har via føtex Virum doneret 172.029 kroner til et sanserum som kan være med til at understøtte undervisningen og forbedre elevernes livskvalitet
Pressemeddelelse
Geelsgårdskolen er en regional specialskole for børn med svære funktionsnedsættelser af fysisk, psykisk og sansemæssig karakter. Skolen har over 100 elever, som alle har særlige behov og brug for et tilpasset læringsmiljø. Til at skabe ro og give dem et pusterum har Salling Fondene via føtex Virum doneret 172.029 kroner til et sanserum,. For nogle af eleverne kommer sanserummet til at give dem mere ro på sansesystemet, mens andre får glæde af at få mere stimuli.
Pengene går til et vibrerende og lysende kuglebad med tilhørende interaktiv terning og mikrofon samt projektor med lydanlæg. Derudover går noget af donationen også til en boldvasker, da mange af eleverne har udfordringer med immunforsvaret.
Sanserummet kommer til at blive brugt både til undervisningssituationer og terapeutiske sammenhænge, og det giver også mulighed for, at eleverne kan indgå i sociale interaktioner.


Glæden hos skoleinspektør og forstander på Geelsgårdskolen, Rasmus Rubæk, er stor.
“Vi er lykkelige over, at Salling Fondene via føtex Virum vil hjælpe os med at etablere et sanserum, som tilbyder eleverne de bedst mulige betingelser for deres undervisningsudbytte, nærvær, sundhed og livskvalitet,” siger han.
Varehuschef i føtex Virum, Michael Zehle, glæder sig over at kunne være med til at gøre en forskel for børnene i dagligdagen.
“Vi er glade for, at vi kan være med til at støtte et godt og lokalt initiativ som sanserummet og hjælpe eleverne, så de får en endnu bedre skolegang,” siger han.
Foto: Enok Holsegaard