Forleden agerede et medlem af LTA’s gravergruppe bydreng for en bekendt, der ønskede at sælge et par manchetknapper af guld, som vedkommende ikke længere havde brug for, og hvad var mere naturligt end at besøge den opkøber, som for tiden kører rundt her i omegnen.
Det blev til et møde på parkeringspladsen ved et lokalt supermarked, og her blev manchetknapperne vurderet og vejet, og karaten blev bestemt.
Knapperne viste sig at være af 8 karat guld, så opkøberen tilbød kr.: 3.467,15 – et ret pænt beløb, må man sige for noget, som ikke længere var i brug.
Men som det så ofte sker, så bliver man nysgerrig efter, om der måske var mere at hente hos andre opkøbere, så en hurtig søgning på nettet viste, at hvis man i stedet valgte den opkøber, der tilbød mest pr. gram, ja, så ville ejeren kunne få kr.: 4.029,25 for de selvsamme manchetknapper – blot ved at køre til en opkøber på Østerbro, som tilbød den højeste guldpris den pågældende dag.
Moralen er, at man skal se sig godt for, hvis man har noget guld, man ønsker at sælge, for selv om prisen på guld er høj alle steder, så er der altså en del ekstra at hente, hvis man gør sig lidt umage for at finde ud af, hvad markedet tilbyder.
I dette tilfælde kr.: 562,50 – eller godt 16% – og det er da også en slat penge.




