Arkivfoto
.
Gymnasiet er en hård tid i ens uddannelse. Det inkluderer hårdt arbejde, mange timer brugt på lektier og afleveringer og dedikation. Vi unge ved at dette er en selvfølge for at gennemføre en gymnasial uddannelse da vi lever i det, men glemmer de voksne hvordan det var?
Lørdag morgen tjekker jeg Lectio, for at danne overblik over den kommende uges lektier og afleveringer. Listen virker endeløs: Læsning i religion, øve verber i spansk, matematikopgaver, deadline i engelsk, video-opgave til idræt, læse digte i dansk og færdiggøre rapport til biologi. Listen fortsætter…
Kan mærke en klump i halsen og stress fylder mit hoved. Hvordan skal jeg kunne nå alt det her når jeg også har et liv udenfor skolen? Når jeg også skal nå at gå med min hund – og for resten bruge noget tid sammen med ham, da han er alene hjemme fra kl. 8 til 16 hver dag og hvem ved hvor mange år jeg har tilbage med ham -, handle ind til aftensmad, vaske hår og tørre det, få mindst 8 timers søvn, spise aftensmad med min familie, deltage til min lille kusines 10-års fødselsdag og være sammen med min veninde da jeg er blevet ved med at udskyde vores planer på grund af både tids- og overskudsmangel.
Det er vel bare at komme i gang. Vi starter med religion. Jeg finder computeren frem, sætter mig i sengen og begynder at læse op til kommende prøver. Efter 6-7 linjer drifter min opmærksomhed og jeg mister fokus. Jeg kommer i tanke om endnu flere ting jeg skal nå den her uge. Det bliver værre og værre, angsten og stressen vokser.
Mor kommer ind på mit værelse og brokker sig over at mit gulv igen er fyldt med vasketøj og jeg ikke har båret det ned i kælderen. Derudover har jeg ikke har tømt opvaskeren eller husket at fodre hunden. For resten kunne det være fedt hvis jeg gad bruge noget mere tid med hende og far i stedet for at gemme mig på mit værelse hele dagen. Men kan hun slet ikke se hvor travlt jeg har? Forstår hun slet ikke at det er et krav at jeg sidder med hovedet begravet i bøger og computer, dag og nat hvis jeg ønsker at bestå mine fag?
