Foto: Lyngby Boldklub, Rasmus Falck
.
Lyngby Boldklub har i dag sikret sig den 20-årige angriber Asbjørn Bøndergaard på en 5-årig aftale, hvilket er den længste kontrakt i nyere tid.
Sportschef Nicas Kjeldsen er nået til enighed med Silkeborg IF om et køb af Asbjørn Bøndergaard, der i sidste sæson lavede 17 mål i 25 kampe for FC Fredericia.
“Asbjørn er en angriber, der har bevist, han kan lave mål på alle niveauer gennem ungdommen og for Fredericia i 1. division. Vi vil gerne tilføje flere mål til vores hold, og dem tror vi på, han kan bidrage med. Asbjørn har en god alder, og det, at vi kan få ham på en lang kontrakt, gør det ekstra interessant for os. Vi tror på, han kan brage igennem i første division på den korte bane og derefter i Superligaen, – og at han har potentiale til mere,” siger Sportschef Nicas Kjeldsen.
Asbjørn Bøndergaard kan betegnes som en klassisk 9’er, og han glæder sig til at blive en del af den unge ambitiøse trup i Lyngby Boldklub.
“Jeg har hørt en masse godt om klubben, og jeg kender perifert flere af de spillere, der er i Lyngby Boldklub, og har derigennem kun fået positive meldinger, så jeg har en rigtig god fornemmelse af det hele. Jeg skifter også med en klar ambition om, at jeg kan spille noget mere, end jeg har gjort det sidste halve år, og jeg håber at kunne bidrage med de ting, jeg er god til,” siger Asbjørn Bøndergaard og fortæller lidt mere om, hvilken type spiller Lyngby Fans kan forvente at se:
“De skal forvente en spiller, der har sin klare styrke i boksen. En god afslutter, der er god til at finde de rigtige positioner. Jeg har en god fornemmelse af Lyngby Stadion er et hyggeligt og intimt stadion med god stemning, så jeg håber, at Lyngby Fansene og mig hurtigt finder hinanden og får et godt samspil mellem bane og tribune,” smiler den unge angriber.
Efter lægetjekket i dag nåede Asbjørn Bøndergaard at hilse på flere holdkammerater og se lidt træning.
“Jeg er blevet taget rigtigt godt imod, og det virker til, at alle har det godt med hinanden. Det er fedt, at det er en ung trup, og jeg glæder mig bare rigtigt meget til at komme på træningsbanen med dem i morgen og lære dem alle bedre at kende,” siger han og slutter:
“Det er fedt at komme til en klub, der ligger nummer 1, og jeg glæder mig til at bidrage til, at vi bliver ved med at være der, så det forhåbentligt hedder Superliga til sommer.”
Asbjørn Bøndergaard er kongeblå til årsskiftet 2030.




