Hjælp med at sikre nok drikkevand til alle: Spar på vandet i sommervarmen

Trods mere nedbør viser prognoserne, at der stadig er stor risiko for tørke her i Lyngby-Taarbæk. Nu hvor vi går ind i årets varmeste periode, opfordrer vi alle til at tænke over, hvor meget vand de bruger.

Kombinationen af ualmindeligt lidt nedbør, mange solskinstimer og temperaturer et godt stykke over normalen har betydet, at det i 2025 har været et usædvanligt tørt forår. Den 16. maj nåede vi på landsplan et niveau for tørke på 8,9 – faktisk har vi aldrig ligget så højt på tørkeindekset så tidligt på året.

Lange perioder uden regn tærer på jordens vandmagasiner, hvilket kan påvirke hvor meget drikkevand vi har til rådighed. I nogle områder ligger grundvandet, som bruges til at producere drikkevand, nemlig relativt tæt på jordoverfladen. Vandværkerne har kun tilladelse til at pumpe en vis mængde vand op, da det ellers har konsekvenser for vandstanden i de omkringliggende søer og åer. 

Samtidig stiger vandforbruget helt automatisk, når temperaturen stiger. Det kan betyde, at nogle vandværker får svært ved at følge med efterspørgslen. Derfor har flere forsyningsselskaber allerede opfordret kunderne til at spare på vandet for at sikre, at der er nok til alle. Det er ikke aktuelt her i Lyngby-Taarbæk, men vi opfordrer alligevel til at forbruge vand med omtanke.

Ingen aktuel risiko for mangel på drikkevand

I Lyngby-Taarbæk Forsyning er vores kapacitet af drikkevand god. Der er derfor ikke fare for, at du som kunde hos os, pludselig vil opleve ikke at have vand i hanen. 

Det er dog stadig en god idé, at du tænker over, hvor meget vand du bruger. Særligt fordi de varmeste måneder ligger foran os. Selvom de seneste ugers regnbyger har fået tørkeindekset til at falde, er der derfor stadig risiko for, at der opstår landsdækkende tørke, især fordi jorden er i vandunderskud på grund af det ekstra tørre forår. 

Selvfølgelig skal vi alle bruge vand til at slukke tørsten, især i sommervarmen. Men om sommeren bliver der fx også brugt store mængder vand på vanding af haven og til at fylde badebassiner op. Det er blandt andet her, du med fordel kan spare vand. 

Tips til at spare på vandet i sommervarmen

Ved at følge disse simple råd kan du være med til at sikre nok drikkevand til alle – selv i de varmeste perioder hvor efterspørgslen på vand er størst: 

  • Vand kun de planter, hvor det er absolut nødvendigt, og kun tidlig morgen eller sen aften. Om dagen når det meste af vandet nemlig at fordampe, inden det når planterødderne.
  • Brug en vandkande fremfor en vandslange, når du vander dine blomsterbede og blomsterkrukker – vandslangen bruger hele 12 liter vand pr. minut.
  • Vær tålmodig med den gule græsplæne. Du behøver ikke vande den, den skal nok blive grøn igen.
  • Hav en regnvandstønde stående, så du kan opsamle det regnvand, der måtte falde, og bruge det til at vande blomsterne med.
  • Når du trænger til at blive kølet ned, så tag en dukkert i havet eller i en badesø fremfor en havepool – der skal nemlig rigtig mange liter vand til at fylde den op. De største pools bruger, hvad der svarer til en gennemsnitlig danskers halvårlige forbrug.
  • Et iskoldt glas vand kan være tiltrængt, særligt om sommeren. Her er det en god idé at sætte en kande med vand i køleskabet, så du altid har koldt vand. På bare ét minut løber der nemlig ca. 12 liter vand gennem din vandhane, og der kan derved gå meget vand til spilde, hvis du blot lader vandet løbe for at få det ekstra koldt. 

Et andet sted, du med fordel kan spare vand, er på badeværelset. Brusebade og toiletskyl står nemlig for ca. 63% af dit samlede vandforbrug. Ved at foretage nogle små ændringer kan du gøre en forskel. 

Læs her, hvordan du sparer vand på badeværelset 

Hvis situationen med vandmangel skulle udvikle sig, vil vi naturligvis tilpasse vores anbefalinger.  

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Valgavisen kan hjælpe dig! Du kan læse valgavisen her Valget..

Vi har spurgt flere spidskandidater til lokalvalget om, hvad de..

Bak op om vores danske virksomheder og lokale handel, og..