I morgen går danskerne til stemmeurnerne. De fleste har styr på, hvem de vil stemme på til kommunalvalget, men alt for mange glemmer, at der samtidig også er regionsvalg. Det er en fejl, for beslutningerne i regionerne påvirker vores hverdag langt mere, end de fleste tror.
Regionerne har ansvaret for vores hospitaler, akuthjælp, psykiatri, praktiserende læger, den specialiserede genoptræning og den kollektive trafik som for eksempel lokalbaner. Det er i regionerne, at en stor del af vores velfærd bliver besluttet og prioriteret.
Når ventetiderne stiger på hospitalerne, når ældre må vente for længe på en scanning, når unge mangler hjælp i psykiatrien, eller når den lokale buslinje står for skud, er det regionalpolitik, der er på spil. Derfor betyder dit kryds en forskel.
Vi står overfor en fusion så stor, at det aldrig er set før i Danmark, Region Hovedstaden og Sjælland lægges sammen og der skal træffes kæmpe beslutninger allerede i starten af det nye år.
Alligevel ligger stemmeprocenten til regionsvalget ofte lavere end kommunalvalget. Det betyder, at en betydelig del af befolkningen overlader vigtige beslutninger til andre. Demokratiet står stærkest, når flest muligt deltager.
Så når du alligevel tager af sted for at stemme til kommunalvalget i morgen, så husk at du har to stemmesedler. Brug dem begge. Regionsvalget er ikke et valg, man bør springe over. Det er et valg, der handler om alles adgang til sundhed, nærhed og tryghed.
Gå ned og stem i morgen, også til regionsvalget. Det er din mulighed for at påvirke fremtidens sundhedsvæsen.





