Arkivfoto
.
Frivilligcenter og Selvhjælp Lyngby-Taarbæk inviterer d. 29. oktober til beredskabsmøde om egne forberedelser, kommunens ansvar og omtanken for naboen. Alle er velkomne.
Vand og mad i reserve er én del af at være forberedt på en krise. Men hvad med naboen og de mennesker, vi kender gennem den lokale forening? Og hvad tager kommunen hånd om, hvis en krise rammer?
Det er nogle af de spørgsmål, der er på programmet, når Frivilligcenter og Selvhjælp Lyngby-Taarbæk torsdag d. 29. oktober samler borgere og lokale foreninger til beredskabsmøde i Fennebergsalen på Stadsbiblioteket.
Alle interesserede er velkomne – både borgere, der kommer på egne vegne, og repræsentanter for lokale foreninger. Mødet giver viden om beredskab og anledning til at tale om, hvordan vi kan støtte hinanden i små og større kriser.
Hvad kan vi selv, og hvad gør kommunen?
BorgerBeredskabet giver under overskriften »Kriseparat – klar dig selv i 3 døgn« råd om hjemmeberedskab og om at være opmærksom på naboen. Herefter fortæller Sebastian Stølen-Bosse fra Center for Politik og Organisation om Lyngby-Taarbæk Kommunes beredskab, kommunens opgaver og det, borgerne selv skal være forberedte på at håndtere.
For Frivilligcenteret er det centrale spørgsmål, hvordan de fællesskaber og relationer, der allerede findes lokalt, også kan være en støtte, hvis krisen rammer. De frivillige foreninger skal ikke overtage myndighedernes ansvar, men mødet åbner for en samtale om, hvad borgere og foreninger kan gøre hver især og sammen i krisesituationer.
Der bliver tid til at drøfte egne forberedelser og dele overvejelser med andre deltagere. I pausen er der mulighed for at smage på preppermad.
Deltagelse i beredskabsmødet er gratis, men man skal tilmelde sig nedenstående link inden d. 20. oktober, kl. 9.00.
Program for beredskabsmødet ses nedenfor
Tid, sted og tilmelding Tid: Torsdag d. 29. oktober 2026 kl. 15.30-18.00. Velkomst kl. 15.45.
Sted: Fennebergsalen på Stadsbiblioteket, Lyngby Hovedgade 28, 2800 Lyngby.
Deltagelse: Alle interesserede er velkomne.
Tilmelding på: https://ltk-frivilligcenter.nemtilmeld.dk/113/
Arrangør: Frivilligcenter og Selvhjælp Lyngby-Taarbæk.








