Cykling uden alder i Lyngby-Taarbæk fejrer 10 års jubilæum
Cykling uden alder i Lyngby-Taarbæk kan i år fejre sit 10-års jubilæum, og det markerer vi den 23. oktober 2025 kl. 14-16 på Torvet foran rådhuset og alle er velkommen. Og det bliver helt sikkert en fest når “De Lystige Musikanter” med 12 musikere sætter gang i underholdningsmusik for alle aldre.
Siden starten har frivillige cykelpiloter givet ældre medborgere på plejehjem og i eget hjem muligheden for at komme ud i vind og vejr, mærke friheden på cykelstierne og dele oplevelser i fællesskab. I 2025 alene har de lokale piloter kørt 450 ture, hvilket placerer afdelingen blandt de mest aktive i hele Foreningen Cykling uden alder.
En af de lokale ildsjæle og cykelpilot, Kirsten Worsøe, fortæller:
“Jeg har været cykelpilot i alle 10 år, og det er blevet til rigtig mange ture gennem årene. Alle cykelturene er fantastiske og unikke. Jeg mindes særligt de gange, hvor vi har kørt i flok – fx da vi i september i år cyklede til Dyrehaven og Eremitageslottet med syv rickshaws på én gang. Det skaber glæde både hos passagererne, piloterne og de mennesker vi møder på vejen.”
Jubilæumsdagen bliver en fejring af det stærke fællesskab i Lyngby-Taarbæk, hvor alle interesserede kan komme forbi, prøve de røde el-drevne rickshaws og møde de frivillige cykelpiloter.
Vil du være med?
Som cykelpilot får du frisk luft, motion og masser af gode grin – samtidig med at du giver andre uforglemmelige oplevelser.
Læs mere her: https://cyklingudenalder.dk/bliv-pilot/













