Jernbanepladsen i Lyngby skal udvikles

Jernbanepladsen som den er idag, set fra Rådhuset . Foto Lyngby-Taarbæk Kommune

Ny musikskole og evt. nyt musikhus kan indarbejdes i planen

Lyngby-Taarbæk Kommune og MT Højgaard Danmark indgår forkøbsretsaftale om udvikling af Jernbanepladsen.

Aftalen er første skridt mod at realisere udviklingsplanen for Kongens Lyngby Centrum. Det nye udviklingsprojekt omfatter bl.a. byggefelter og en ny trafikplads, der tager højde for, at Jernbanepladsen er et stort trafikalt knudepunkt med mange forskellige trafikanter. Udviklingen af pladsen skal ske i samarbejde mellem kommunen og MT Højgaard Danmark.

 Sofia Osmani, borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune siger: “Lyngby er en dejlig by, men Jernbanepladsen er i dag en larmende og lidt kaotisk adgang til byen. Det har vi et ønske om at lave om på. Vi har en ambition om en plads, som byder velkommen til Lyngby Centrum og som fungerer i samspil med byen, handelslivet og borgerne. Med aftalen får vi et samlet bud på, hvordan vi kan skabe et mere attraktivt og velfungerende byrum for alle.”

Ny musikskole/musikhus – et spændende forslag (MT Højgaard)

Projektudviklingsdirektør Johnny Sørensen fra MT Højgaard Danmark tilføjer: “Vi glæder os til at bringe vores kompetencer og erfaring i spil og skabe nye muligheder på Jernbanepladsen. Vores ambition er at udvikle et område, der både fungerer effektivt trafikalt og bidrager positivt til bylivet i Kongens Lyngby.”

For at sikre, at Kongens Lyngby Centrum fortsat kan bevare og styrke sin særlige position, har Kommunalbestyrelsen i oktober 2023 vedtaget en udviklingsplan for centrum.

Udviklingsplanen udpeger flere byudviklingsmuligheder ved Jernbanepladsen, der kan være med til at skabe nye byrum langs Lyngby Station og omkring Lyngby Rådhus. Hensigten er at forskønne området med ny arkitektur, grønne byrum og en bedre adgang for besøgene og borgere.

Forslag til nyt P-hus og rådhustorv (MT Højgaard)

Med aftalen igangsættes en indledende afklaringsfase, der løber frem til foråret 2026. Afklaringsfasen har til formål at fastlægge de nærmere rammer for udviklingsprojektets omfang på tilfredsstillende vis for alle parter. Hvis det besluttes at gå videre, igangsættes arbejdet med udviklingsprojektet og den offentlige planlægning. Realiseringen forudsætter et nyt kommuneplantillæg, en lokalplan og dertilhørende borgerinddragelse. Det forventes tidligst, at byggeriet kan begynde i 2029.

Fakta

  • I oktober 2023 vedtog Kommunalbestyrelsen Udviklingsplanen, som danner en overordnet strategisk ramme, der giver retning for den fremtidige udvikling af byens centrum. Udviklingsplanen består af seks strategier, som tilsammen skal fremme realiseringen af den politiske vision om et levende og oplevelsesrigt Kongens Lyngby Centrum. Udviklingsplanen identificerer flere mulige byudviklingsmuligheder ved Jernbanepladsen, der kan være med til at skabe nye gade- og byrum langs Lyngby Station og omkring Lyngby Rådhus.
  • Realiseringen af udviklingsplanens vision for Jernbanepladsen, forudsætter, at nye ejendomme udvikles og trafikpladsens funktion genskabes, herunder at der udarbejdes relevant projektmateriale til brug for retablering af infrastrukturen på og omkring Jernbanepladsen.
  • Forkøbsretten medfører, at kommunen efter afholdelse af et grundsalgsudbud skal tilbyde ejendomsudvikleren at købe ejendommen til den højeste pris, der er budt på ejendommen – en såkaldt “right to match” – forudsat at denne pris udgør markedsprisen. Modydelsen for forkøbsretten kan f.eks. bestå af udvikling af et projektforslag og eventuel bistand med et lokalplansforslag.  
  • Det skal undersøges, om der er mulighed/grundlag for at opføre en sal, der primært er egnet til akustisk musik, men som samtidig kan anvendes til andre formål såsom teater, foredrag og konferencer.
  • Realiseringen forudsætter et nyt kommuneplantillæg og en ny byggeretsgivende lokalplan.
  • Området ved Jernbanepladsen er Danmarks syvende mest trafikerede trafikknudepunkt.

.

Skitseforslag fra MT Højgaard

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Markerne ved Frederiksdal er 350,000m2 – Entrepenøren skal bruge 10.000...

Resultaterne fra et forsøg på Mølleåværket i Lyngby giver ny..

Lyngby-Taarbæk Jazzklub havde sin stiftende generalforsamling den 20. november 2000,..