Virum Julehjælp afsluttede endnu en succesfuld indsamling med en hjertevarm afslutning – ikke mindst takket være det utrættelige arbejde fra to lokale ildsjæle: Sorcha og Christina. Hvert år bruger de to Virum-piger utallige timer på at koordinere, organisere og sikre, at julen bliver en glædelig tid – også for de familier i Virum-Sorgenfri området, der har det svært.
I 2025 kunne Virum Julehjælp endnu engang uddele støtte til 19 familier. Selvom antallet af modtagere var omtrent det samme som året før, var behovet større, da mange af ansøgerne var børnefamilier. Det krævede ekstra midler – og Virum svigtede ikke. En imponerende slutspurt i indsamlingen på sidste dag betød, at gavekortene kunne fastholdes på samme niveau som tidligere år.
Hver ansøger modtog:
- Gavekort til supermarked (Rema 1000/Netto): 700 kr. + 200 kr. pr. ekstra husstandsmedlem
- Gavekort til Lyngby Storcenter: 300 kr. pr. person i husstanden
Særligt ønsketræet oplevede et boom i år – en stigning på hele 61 % i ønskesedler, hvilket betød mere logistik og organisering. Men takket være Virum-Sorgenfri borgernes store opbakning og den store indsats fra Sorcha og Christina, blev alle ønsker opfyldt. Gavepakkerne, som blev afleveret i weekenden, er nu klar til at skabe glæde hos børnene i de modtagende familier.
Sorcha sørger for at pakke gaveposerne, og snart går turen ud til de heldige modtagere. Som altid deler hun glæden med et billede af alle gaverne, der bliver lagt op på Facebook-siden.
Afslutningsvis lyder der en stor tak til alle, der har bidraget. I Virum står man sammen – og det mærkes særligt i juletiden. Med Sorcha og Christina som det bankende hjerte i julehjælpen, kan mange se frem til en tryg og
glædelig jul.





