Billedet er fra et andet fællessangarrangement i sommer
.
Julestemningen breder sig, og tirsdag den 16. december kl. 14. inviteres alle til en hyggelig eftermiddag fyldt med sang og glæde på Trænings- og Rehabiliteringscenteret Møllebo. Caféen danner rammen om årets julefællessang – et arrangement, der lover både varme toner og godt humør.
Bag arrangementet står Tommy Wedel, og musikalsk bliver vi forkælet af Knud Rasmussen ved klaveret. Til at føre an i sangene er den karismatiske tenor Per Jellum – også kendt som “Danmarks største sanger”. Med sine 205 cm i højden og en humoristisk sans, der matcher, er der lagt op til en underholdende eftermiddag.
Sanghæfter udleveres til alle, og repertoiret spænder bredt. Vi skal synge med på klassikere som Der er noget i luften, Dejlig er den himmelblå og Glade jul – sange, der vækker minder og skaber fællesskab i decembermørket.
Midt i festlighederne bliver der naturligvis også tid til en pause med kaffe og kage, så hyggen kan få frit spil. Og det bedste af det hele? Det er ganske gratis at deltage.
Så kom og vær med den 16. december – og syng julen ind sammen med andre i godt selskab!





En reaktion