Shuntstation sat på plads med en af Danmarks største kraner
I dag var der store armbevægelser på hjørnet af Virumgade og Grønnevej, hvor en ny shuntstation blev løftet på plads. Operationen blev udført ved hjælp af en af Danmarks største kraner, og parkeringspladsen på stedet var blevet gravet op for at gøre plads til det store anlæg.

Den 75 ton tunge betonklods, der udgør shuntstationen, blev forsigtigt løftet ind over områdets træer for at undgå skader på beplantningen og sænket ned i det forudgravede hul. Det hele foregik under en klar blå himmel, og omkring 60 personer i gule veste – de fleste iført hjelme – overværede arbejdet. Kun få folk deltog aktivt i selve monteringen, mens resten holdt øje med, at alt forløb som planlagt. Blandt tilskuerne var også repræsentanter fra Lyngby-Taarbæk Kommunes forvaltning, der var nysgerrige for at arbejdet blev udført korrekt.
Efter nogle timers præcisionsarbejde var shuntstationen på plads. Når de sidste rør og slanger er monteret, vil området blive genetableret som parkeringsplads. Der skal dog etableres en adgangsvej, så driftspersonale kan komme til stationen ved fremtidige reparationer.


Hvad er en shuntstation?
Shuntstationer spiller en afgørende rolle i udbygningen af fjernvarmenettet. De fungerer som en slags transformatorstationer, der regulerer både temperatur og tryk i fjernvarmevandet, inden det sendes ud til borgerne. Uden en shuntstation ville fjernvarmevandet nå husstandene ved alt for høje temperaturer – op mod 110 grader – hvilket både ville være ineffektivt og risikabelt.
Shuntstationen sørger for, at fjernvarmen udnyttes mere effektivt og sikkert. Lyngby-Taarbæk Kommune planlægger at etablere omkring otte shuntstationer i de kommende år som led i en større udbygning af fjernvarmen. De fleste stationer vil være nedgravet, så de ikke skæmmer landskabet. Ved hjælp af dæksler i terrænet får Vestforbrændings driftsfolk adgang til stationerne, som primært vil blive fjernovervåget fra kontrolrummet i Glostrup.
Læs også: Grønnevej bliver lukket en uge