Kan et madmarked være med til at forandre vores madkultur?

Det mener Kgs. Lyngby Madmarked og Grøntmarked.
Lørdag den 12. september flytter Kgs. Lyngby Madmarked til Lyngby Torv. Her går det lokale initiativ sammen med Grøntmarked om et nyt pilotmarked, der skal undersøge, hvordan lokale madmarkeder kan få en endnu større rolle i byen – og i vores madkultur.

Hvor kommer vores mad fra? Hvem har produceret den? Hvordan er den dyrket? Og hvad sker der med vores sundhed, lokalsamfund og fødevaresystem, når afstanden mellem dem, der producerer maden, og dem, der spiser den, bliver stadig større?

Det er nogle af de spørgsmål, der ligger bag et nyt samarbejde mellem Kgs. Lyngby Madmarked og Grøntmarked.


Kgs. Lyngby Madmarked har siden 2022 samlet tusindvis af borgere omkring lokale producenter, madkultur og fællesskab på Frieboeshvile i Lyngby. Grøntmarked har siden 2019 drevet ugentlige farmers markets i København og skabt en vigtig direkte afsætningskanal for små producenter. Nu samler de erfaringerne.


Vi har gennem flere år set, hvad der sker, når producenter og borgere mødes direkte. Folk kommer selvfølgelig for at købe gode råvarer, men de bliver også hængende, taler sammen, smager, spørger og bliver klogere på den mad, de tager med hjem. Det er præcis den madkultur, vi gerne vil skabe mere af i Lyngby og Omegn, siger Ditte Deigaard & Louise Leisemei Paustian, stiftere af Kgs. Lyngby Madmarked

Fra markedsplads til madkultur

De to markeder har forskellige historier, men deler en ambition om at gøre madmarkedet til mere end en handelsplads.

Lokale madmarkeder kan skabe bedre afsætningsmuligheder for små producenter og kortere, mere transparente værdikæder. Samtidig kan de gøre lokale, sunde og sæsonbaserede fødevarer mere tilgængelige og skabe nye mødesteder midt i byen.


Det første fælles marked i Lyngby er derfor et pilotprojekt. Her vil de to organisationer afprøve, hvad der sker, når Kgs. Lyngby Madmarkeds stærke lokale forankring kobles med Grøntmarkeds erfaring og markedsinfrastruktur.

Sammen kan vi noget, vi har sværere ved hver for sig. Vi kan skabe en stærkere platform for producenterne og samtidig gøre markedet til et sted for formidling, fællesskab og inspiration til en sundere og mere ansvarlig hverdag. Vores ambition er ikke bare flere markedsdage. Det er at styrke selve markedskulturen, siger Viola Capriola, Grøntmarked.


Lyngby bliver første forsøg

Lørdag den 12. september bliver visionen konkret på Lyngby Torv.

Her vil små producenter fylde torvet med blandt andet friskhøstede grøntsager og frugt, brød, mel, ost, æg, kød, honning, olier, syltede sager, cider og blomster.

Borgerne inviteres ikke bare til at købe ind, men til at møde producenterne og blive en del af et lokalt madfællesskab.

Lokale madmarkeder lever, fordi mennesker vælger dem til. Derfor håber vi selvfølgelig, at Lyngby har lyst til at komme ned på torvet, møde producenterne og være med til at vise, at der er plads til endnu mere lokal madkultur i byen, fortæller arrangørerne fra Kgs. Lyngby Madmarked & Grøntmarked.

Praktisk

Kgs. Lyngby Madmarked x Grøntmarked
Lørdag den 12. september 2026
Kl. 10.00–15.00
Lyngby Torv
Fri adgang

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Der bliver musik, teater og overraskelser mellem butikkerne, når den..

En livslang indsats for Bondebyen og Lyngby bliver hædret, når..

Kommunalbestyrelsen inviterer høringsparter og andre interesserede borgere til dialogmøde mandag..