Onsdag den 10. september inviterer Lyngby-Taarbæk Jazzklub til en aften i international jazzklasse, når Kathrine Windfeld Sextet optræder i Templet i Kgs. Lyngby. Koncerten finder sted fra kl. 20.00 til 22.30.
Kathrine Windfeld er en af dansk jazz’ mest markante profiler og behøver efterhånden ingen nærmere præsentation. Hun har tidligere gæstet klubben med stor succes og vender nu tilbage med sin prisvindende sekstet, som i marts 2024 udgav albummet Aldebaran. Udgivelsen blev hædret som “Årets Live-navn” ved Danish Music Awards Jazz og har modtaget ros fra både danske og internationale anmeldere.
Sekstetten består af en række fremtrædende musikere fra både Danmark og udlandet:
Kathrine Windfeld (piano og kompositioner), Mads la Cour (trompet), Hannes Bennich (alt- og sopransax), Lubos Soukup (tenorsax), Johannes Vaht (bas) og Henrik Holst Hansen (trommer). Sammen skaber de et udtryk præget af energisk sammenspil, varierede dynamikker og stærke solistiske præstationer.
Kathrine Windfeld har markeret sig både som komponist og bandleder, og hendes musik er blevet beskrevet som en kombination af power og elegance – med sofistikerede harmonier, stærke grooves og lyriske ballader. Hun har samarbejdet med anerkendte orkestre som Frankfurt Radio Big Band, DR Big Band og Espinho Jazz Orchestra. I 2020 modtog hun “Rising Stars Jazz Award” og i 2022 Ben Webster Prisen.
Tid og sted:
Onsdag den 10. september kl. 20.00 – 22.30
Templet, Jernbanevej 16, 2800 Kgs. Lyngby
Billetinformation:
Billetter kan købes via link på www.lyngbyjazz.dk
Pris: 75 kr. for medlemmer og unge under 25 år
Pris: 150 kr. for ikke-medlemmer
Arrangementet er støttet af Lyngby-Taarbæk Kommune og Statens Kunstfond.









