Søndag den 25. maj blev Kulturstedet Lindegaarden forvandlet til politisk samlingspunkt, da Det Konservative Folkeparti i Lyngby-Taarbæk Kommune afholdt deres opstillingsgeneralforsamling. Her blev partiets kandidater til det kommende kommunalvalg officielt præsenteret – og Liste C er nu kampklar.
I alt 24 kandidater stiller op for De Konservative i kommunen. Det er en bredt sammensat liste med kandidater fra hele Lyngby-Taarbæk, som alle deler ønsket om at tage ansvar og præge kommunens udvikling i de kommende år. Listen byder både på nye ansigter og rutinerede kræfter – ikke mindst 10 af de nuværende konservative medlemmer af kommunalbestyrelsen, som alle har valgt at genopstille. Det skaber kontinuitet og understreger partiets ønske om at bygge videre på det politiske arbejde, der allerede er i gang.
Kandidatlisten blev godkendt med bred opbakning blandt de fremmødte medlemmer ved generalforsamlingen. Der er samtidig åbnet mulighed for, at listen kan udvides frem mod valgdagen, hvilket giver plads til endnu flere engagerede profiler.
Med valget i horisonten står Liste C stærkt rustet til at tage dialogen med borgerne – og til at fortsætte arbejdet for et trygt, grønt og ansvarligt Lyngby-Taarbæk.