Arbejdet med broen over Mølleåen er blevet mere forsinket end forventet, og derfor går Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommune nu sammen om at sikre, at projektet færdiggøres.
Rudersdal Kommune og Lyngby-Taarbæk Kommune går nu aktivt ind i et direkte samarbejde om at afslutte genopbygningen af Naturstyrelsens tidligere bro over Mølleåen ved Teknikerbyen.
Det har ikke været muligt at finde en løsning med entreprenøren, som sikrer, at den færdige bro overholder de givne betingelser.
De sidste arbejder sættes i gang hurtigst muligt
På denne baggrund har de to kommuner sammen med entreprenøren besluttet at afslutte samarbejdet og selv stå for færdiggørelsen af projektet i samarbejde med en ny entreprenør.
De to kommuner er i gang med de afsluttende beregninger mv. og vil hurtigst muligt herefter igangsætte de sidste arbejder, bl.a. udskiftning af de nuværende pæle, broen står på.
Beslutningen er truffet efter et længere forløb med dialog med entreprenøren og undersøgelser af mulighederne for at sikre, at brokonstruktionen lever op til sikkerhedskravene i udbudsmaterialet og de gældende myndighedstilladelser.
Broen kan genåbnes, når de opfølgende arbejder er afsluttet, og det er dokumenteret, at konstruktionen er sikker og opfylder de fastsatte krav.
Sikker forbindelse mellem Teknikerbyen og skovområdet ved Brede
Kommunerne beklager, at projektet har trukket ud. Samtidig har det været afgørende at sikre, at broen lever op til alle krav til sikkerhed og holdbarhed, før den kan åbnes igen.
Den nye bro skal skabe en sikker forbindelse mellem Teknikerbyen og skovområdet ved Brede. Samtidig er det vigtigt for kommunerne, at løsningen har en lang levetid på 75-100 år med henblik på at forstyrre det fredede naturområde omkring Mølleåen mindst muligt.








