Ifølge ny stor meningsmåling rykkes der på magtforholdet i Lyngby-Taarbæk Kommune ved valget den 18. november
Flere end 100.000 danskere har svaret på en ny meningsmåling, som Epinion har udført for Constructive Institute i alle landets 98 kommuner forud for kommunalvalget.
I Lyngby-Taarbæk Kommune står Det Konservative Folkeparti til at få 39,3 pct. af stemmerne, hvilket er en tilbagegang på næsten seks pct. i forhold til valget 2021, hvor tallet var 46 pct. Socialistisk Folkeparti går frem med 1 pct., mens Socialdemokratiet får en tilbagegang på en pct. Venstre står til at få, 4,9 pct. mod 5,2 pct. i 2021. De Radikale får også en tilbagegang, mens Dansk Folkeparti ser ud til at score næsten fire gange så mange stemmer som i 2021. (Fra 1,1, pct. til 3,89 pct.) Liberal Alliance ser ud til at få 8,5 pct. – mod 1,8 pct. i 2021.

Her kan du gå på opdagelse i, hvordan det ser ud til at gå for alle partierne. Du skal Scrolle lidt ned på siden og vælge Lyngby-Taarbæk Kommune…
Dit Valg. Vores Danmark – Constructive Institute
Målingens statistiske usikkerhed indikeres af stregerne på begge sider, som betyder, at den aktuelle tilslutning til partierne ifølge Epinion forventes at ligge inden for dette spænd. Målingen kan ikke bruges til at konkludere, hvad det endelige valgresultat ender med at blive.
Sådan ser det ud på landsplan:
Kommunalvalg efter kommunalvalg er det traditionelt set tre gamle magtpartier, der har delt størstedelen af kagen.
Efter kommunalvalget i 2021 fik Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative borgmesterposten i 92 ud af 98 kommuner, og tilsammen fik partierne knap to tredjedele af alle stemmerne.
Men i Epinion-målingen står alle tre partier til tilbagegang ved det kommende kommunalvalg – i hvert fald når man spørger de vælgere, der har en idé om, hvem de vil stemme på.
Socialdemokratiet får i målingen opbakning fra 25 pct. af de afklarede respondenter på landsplan, mens 16 og 9,8 pct. forventer at ville stemme på henholdsvis Venstre og De Konservative.
De Konservative bliver overhalet af SF, der står til 12,6 pct. af stemmerne, når alle kommuner lægges sammen.












