For nylig fremlagde regeringen Kræftplan V: Et bedre liv med og efter kræft. En plan, der sætter en vigtig og ny retning for kræftområdet i Danmark. Her er ikke kun fokus på at overleve kræft men også på hvordan man lever med og efter kræft. Det betyder noget for vores patienter og pårørende, både fagligt og personligt. Jeg har mistet min storesøster til kræft, det var en oplevelse, der forandrede mig. Men det var også det, der fik mig til at engagere mig i politik, fordi jeg så, hvor vigtigt det er, at vores sundhedsvæsen ikke bare er effektivt, men også nærværende, menneskeligt og helhedsorienteret.
Og netop det er kernen i Kræftplan V.
Planen består af 11 temaer og 133 konkrete initiativer, der spænder bredt men løfter kræftområdet:
- Større fokus på livet efter kræft – herunder senfølger, psykisk støtte og hjælp til at vende tilbage til hverdagen
- Styrket støtte til pårørende – både voksne og børn, som i dag ofte står med alt for stort ansvar
- Mere lighed i kræftforløb – blandt andet med indsats over for socialt udsatte og tidligere opsporing
- Nærhed og sammenhæng i behandlingen – så kræftpatienter ikke skal navigere alene mellem hospital, kommune og praktiserende læge
- Bedre data og digital understøttelse – så sundhedspersonale har det nødvendige overblik og kan handle hurtigere
- Styrket forskning og adgang til nye behandlinger – vi skal være med helt i front
Det er en plan, der anerkender, at kræft ikke bare er en diagnose. Det er et nyt liv, både for den ramte og hele familien. Derfor glæder det mig, at regeringen med Kræftplan V sætter mennesket i centrum og ikke kun behandling af sygdommen.
Men selve planen er kun starten. Nu skal ord følges af handling og vi skal sikre, at både staten, regionerne og kommunerne er klar til at løfte deres del. Det kræver politisk vilje, tværgående samarbejde og ikke mindst investeringer, hvis ambitionerne skal blive til virkelighed i hverdagen.
Jeg vil gøre mit til, at det sker, både som politiker og sygeplejerske.
Vi har aldrig været bedre til at behandle kræft. Men vi kan og skal blive bedre til at behandle mennesker med kræft, hele vejen rundt. Det skylder vi alle dem der kæmper og dem vi har mistet.