Hvis du hælder fedtet fra julemaden ud i køkkenvasken, risikerer du, at afløbet og kloakken bliver tilstoppet
Når du laver flæskesteg, and eller brun sovs her til jul, vil du uundgåeligt ende med at have noget overskydende fedt, du skal af med. Det kan også være, du har palmin-rester fra at koge klejner.
Her kan det være fristende at hælde det ud i vasken. Men det vil være at gøre dig selv en bjørnetjeneste, lyder meldingen fra Lyngby-Taarbæk Forsyning.
Der er nemlig risiko for, at fedtet størkner og får andre ting til at sætte sig fast, så du ender med et stoppet afløb midt i julefejringen eller at kloakken bliver tilstoppet.
Forsyningen råder dig derfor til at følge et af disse “fede” tips:
– Hæld fedtet op i en skål og lad det stivne. Herefter kan du nemt smide det ud sammen med dit andet madaffald.
– Hæld fedtet op i emballage, der kan tåle varme, og som alligevel skal smides ud som restaffald.
– Er der tale om en lille portion fedt, kan du måske klare det ved at tørre det op med et stykke køkkenrulle, som enten kan sorteres som madaffald eller restaffald.
– Det kan også være, du synes, det er synd, at fedtet skal gå til spilde. Du kan fx bruge det til at give rødkålen ekstra smag eller lave sprøde pomfritter.