Ud over Lars Mikkelsen består holdet i næste års Cirkusrevyen af Mads Knarreborg, Johanne Louise Schmidt, Bodil Jørgensen og Niels Olsen. Pr-foto: Emilia Therese
.
Den danske skuespiller Lars Mikkelsen indtræder for første gang i Cirkusrevyen, når revyen har premiere på Bakken den 7. maj 2026. Han bliver en del af holdet sammen med Bodil Jørgensen, Niels Olsen, Mads Knarreborg og Johanne Louise Schmidt.
Mikkelsen fortæller, at han ser frem til at bidrage til revyens blanding af satire, musik og politisk bid:
»Det kræver nærvær, præcision og evnen til at være i nuet at mestre genren. Jeg glæder mig meget til at være en del af holdet.«
Både han og Johanne Louise Schmidt debuterer i Cirkusrevyen, mens Niels Olsen vender tilbage for 13. gang, og Bodil Jørgensen og Mads Knarreborg tager hul på deres tredje sæson. Instruktør Joy-Maria Frederiksen kalder det en stor gevinst at få de to nye kræfter med.
Selvom Lars Mikkelsen er ny i Cirkusrevy-regi, har han tidligere erfaring fra Christianshavnerrevyen og Det Kongelige Teater. Han er kendt for roller i Forbrydelsen, Borgen og Herrens veje, der indbragte ham en Emmy, og har desuden haft internationale gennembrud i House of Cards og Star Wars: Ahsoka.
Cirkusrevyen spiller frem til 27. august 2026.




