En aften med Lindegårdskoncerterne

Oktober betyder ofte regn og rusk, og selv om det ikke har været helt så udbredt i år, så er det alligevel godt at vide, at man som borger i Lyngby-Taarbæk kommune har mulighed for at hygge sig inden døre flere steder i denne noget mørke tid.

Koncert og fodbold.

Et af de mange kulturtilbud er Lindegaardskoncerterne, som Anette og Helge Slaatto tog initiativet til i 2014.

I år blev sæsonen skudt i gang den sidste fredag aften i oktober – i øvrigt samtidig med, at Lyngbys superligahold spillede mod Randers FC på stadion næsten ved siden af Lindegaarden.

En ung duo.

Efter en kort velkomst af Jonathan Slaatto, som er søn af initiativtagerne til koncertrækken, blev det tid til, at Michael Germer på violin og Valdemar Wentzel Most på klaver kunne gå i gang med Sonatina i D-dur for klaver og violin af Frantz Schubert – et meget smukt gennemført stykke musik, der beviste de to unge musikeres dygtighed.

Godt sammenspillet.

Det var tydeligt at mærke, at de to var godt sammenspillet, og det meget musikkyndige publikum tog dem til sig ved at tildele kunstnerne et stort og velfortjent bifald, efter at alle tre satser var spillet til ende.

”Barnemad – eller ej.”

Om den sonatina, som vi netop havde hørt, afslørede Michael Germer, at den faktisk hørte til blandt de musikstykker, der var så lette at spille, at det ofte var et af det, som børn startede med i en relativt tidlig alder.

Det samme havde han selv gjort som otteårig, men jo ældre han er blevet, desto mere var det gået op for ham, at sonatinen faktisk bliver vanskeligere og vanskeligere at spille, fordi der er så mange nuancer i stykket, som først går op for en, når man bliver ældre.

Bestilingsarbejde.

Det næste stykke, Fantasi i C-dur, skrev Frantz Schubert på opfordring til Musikverein i Wien.

Netop fordi stykket var et bestillingsarbejde til dette fornemme musiksted, gjorde Schubert så meget ud af det, at det faktisk er noget af en udfordring at spille, forklarede Michael Germer, hvilket måske er årsagen til, at stykket først blev opført næsten et kvart århundrede år efter, at det var skrevet.

På det tidspunkt var Frantz Schubert død, så han nåede aldrig at opleve værket spillet.

To verdner mødes.

Første nummer efter pausen var af George Gerswin og Igor Frolov, nemlig en koncertfantasi over temaer fra Porgy and Bess – naturligvis for violin og klaver.

Det kuriøse omkring de to komponister er, at Gerswin dør samme år, som Frolov bliver født. De har således aldrig mødt hinanden, men i 1991 skrev Igor Frolov denne ”Concert Fantasy from Gerswin’s Porgy and Bess”.

Det betød, at han simpelthen tog Gerswins melodier og forvandlede dem til et virtuost koncertstykke for violin og klaver.

Her mødes det amerikanske jazzunivers med den russiske violinskoles tekniske tradition, hvilket bestemt ikke gør Gerswins musik ringere, og man fornemmer næsten en musikalsk samtale mellem de to komponister, der må siges at komme fra to vidt forskellige musikalske verdener.

Fritz Kreisler.

Derefter stod der Fritz Kreisler på programmet.

Kreisler fik aldrig koncertmesterjobbet i Wien, selv om han søgte det, men som det vidunderbarn, han var, blev han en af det 20. århundredes mest elskede violinister.

Vi fik hans udgave af Chambre Separé fra Richard Heuberger opera ”Der Opernball” – efterfulgt af Liebesleid og et stykke, som blev benævnt en arabisk folkesang.

Synkoper.

Det blev også til balletmusik og til et værk, som hedder ”Synkopation.”

Titlen fortæller, at der er tale om et musikstykke med et utal af synkoper, altså en slags rytmisk forskydning i musikken, hvor en normalt ubetonet del af en takt pludselig bliver betonet eller fremhævet.

En fryd for sanserne.

Det er altid en fryd for sanserne at besøge Lindegaarden, og denne aften var ingen undtagelse.

Aftenens koncert blev overværet af godt 70 personer, hvoraf ca. halvdelen havde deltaget i den middag, som var arrangeret, inden koncerten begyndte.

Stor begejstring.

At aftenens koncert havde begejstret tilhørerne var tydeligt at fornemme på det langvarige bifald, som de to kunstnere modtog efter perfekt udført arbejde.

De havde leveret en på én gang smuk og meget dygtigt udført koncert, hvilket blev særdeles værdsat af det musikkyndige publikum.

LTA’s udsendte var ligeledes begejstret, og så gjorde det jo ikke aftenen ringere, at spillerne fra Lyngby Boldklub samtidig sikrede sig tre vigtige point med en kneben sejr på 2-1 i Superligaens bundopgør over gæsterne fra Randers FC i det man næsten kan kalde for Lindegaardens baghave.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Efter en lang periode uden sejre på hjemmebane kunne Lyngby..

En af Danmarks mest elskede familieforestillinger fejrer jubilæum, når Folk..

Sidste år modtog mere end 35.000 børn julehjælp fra Mødrehjælpen,..