Kommunalbestyrelsen har vedtaget lokalplanen
Et stort flertal af lokale aktører i Virum – herunder grundejerforeninger, borgerforeninger, Virum Gymnasium og Fuglsangårdsskolen – har ellers tydeligt givet udtryk for deres ønske om at bevare den såkaldte rampereservation. Alligevel valgte kommunalpolitikerne at se bort fra opfordringerne og vedtage lokalplanen som bl.a. indebærer at man fjerner arealreservationen. som mange mener er afgørende for den fremtidige trafikafvikling i området.
Rampereservationen har i længere tid været betragtet som en vigtig brik i planlægningen af trafikken i Virum – særligt med henblik på at imødekomme fremtidige behov og undgå overbelastning i lokalområdet. Bevarelsen af reservationen blev derfor støttet af en bred vifte af lokale institutioner og foreninger, som ønskede en mere langsigtet og bæredygtig løsning.
En særlig del af debatten har omhandlet Classic Car House, som har fået stor lokal opbakning og er populær blandt både borgere og besøgende. De lokale aktører lagde vægt på, at Classic Car House kunne tilpasse sine fremtidige planer, så der blev taget hensyn til områdets trafikale udfordringer og behov – frem for at fjerne rampereservationen helt.
Beslutningen om at fjerne reservationen har vakt undren og frustration i lokalområdet. Flere spørger nu, hvorfor lokal opbakning og bekymringer ikke i højere grad blev vægtet i det politiske arbejde. Kritikken går især på, at det politiske flertal (19 ud af 21) i kommunen tilsyneladende har ignoreret borgernes ønsker og de faglige vurderinger fra både skoler og foreninger.
Sagen sætter endnu engang fokus på balancen mellem byudvikling og borgerinddragelse – og rejser spørgsmålet om, hvordan lokale interesser bedst varetages i fremtidige beslutningsprocesser.
Det må derfor være en forventning fra de mange foreninger, skoler og institutioner som stod for modstanden, at der hutigst muligt bliver taget initiativ til en dialog omkring den fremtidige trafikafvikling i Virum og Sorgenfri. Dialogen skal naturligvis foregå mellem forvaltningen, borgerne i området og politikerne.