Lyngby Boldklub har sikret sig den 17-årige offensivspiller Jamil Koch El Rrami, som skifter til De Kongeblå fra FC København på en treårig ungdomskontrakt.
Jamil Koch El Rrami kommer til Lyngby efter en stærk sæson på FC Københavns U17-hold, hvor han med 10 assists var en vigtig del af mandskabet, der sikrede sig mesterskabet i U17 Ligaen.
Akademichef Karsten Stiig glæder sig over, at endnu et stort talent har valgt Lyngby Boldklub som næste skridt i sin udvikling.
”Jamil er en teknisk og taktisk rigtig dygtig, chanceskabende spiller med et offensivt mindset og er stærk i sine relationer. Han er god til at spille i små rum og mellem modstanderens linjer/kæder.
Han var en stor del af det FC København-hold, som suverænt vandt U17 Ligaen i sidste sæson, og blandt andet var han i startopstillingen mod os i pokalfinalen tilbage i juni måned.”
Klar til næste skridt
For Jamil Koch El Rrami er skiftet til Lyngby Boldklub et valg, der handler om de bedste muligheder for at fortsætte udviklingen.
“Jeg er utrolig glad for at være landet i Lyngby Boldklub. Det er en klub med et stærkt akademi og en tydelig vej for unge spillere, og det var noget af det, der tiltrak mig.
Jeg glæder mig til at lære mine nye holdkammerater og trænere at kende, udvikle mig hver eneste dag og forhåbentlig tage de næste skridt mod professionel fodbold.”
Et stærkt udviklingsmiljø
Ifølge Karsten Stiig er tilgangen endnu et eksempel på, at Lyngby Boldklub fortsat er et attraktivt sted for nogle af landets største talenter.
“At vi kan tiltrække et stort talent som Jamil, er et bevis på, at vi i Lyngby Boldklub har et stærkt miljø, hvor unge spillere kan udvikle sig og blive klar til professionel fodbold,” siger akademichefen.
Jamil Koch El Rrami har skrevet under på en treårig ungdomskontrakt med Lyngby Boldklub.





