I uge 13 smelter fodboldverden og balletverdenen sammen, når Den Kongelige Ballet og Lyngby Boldklubs U19-mandskab udveksler erfaringer i et partnerskab, der kulminerer i Det Kongelige Teater lørdag den 28. marts med forestillingen ‘Ballet og Bold’.
“Samarbejdet med Den Kongelige Ballet er en unik mulighed for at give vores spillere et indblik i, hvordan nogle af verdens bedste balletdansere arbejder, samt, i forbindelse med diverse workshop erfare, hvordan specialisterne omkring disse dansere arbejder med deres performance.”
“Selvom der umiddelbart er langt fra Den Kongelige Ballet til Lyngby Stadion er synergierne – både ift. at skulle præstere under pres, men ligeledes kontinuerligt at skulle arbejde dedikeret og detaljeret med sin egen udvikling, tydelige,” siger U19-cheftræner Bo Storm.
Hele ugen vil de to kulturinstitutioner, Den Kongelige Ballet og Lyngby Boldklub, afvikle workshops sammen – både i Det Kongelige Teater og på Lyngby Stadion.
Fodboldspillerne skal blandt andet prøve sig af i træningssalen og på Gamle Scene, og der vil være fokus på nervøsitetshåndtering, præstationer, kropssprog og stemmetræning.
Samarbejdet kulminerer med en festlig forestilling lørdag den 28. marts, hvor der vil være ‘Ballet og Bold’ på Den Gamle Scene i Det Kongelige Teater.
Her vil teatret på mange måder blive omdannet til et fodboldstadion med bannere, flag, slagsange og festlige indslag. Modige spillere vil indtage scenen, og der vil undervejs være overraskelser, som alle med Lyngby-hjerte vil huske langt ud i fremtiden.
“Det er vores overbevisning, at der er flere ligheder end forskelle mellem sport og kunst. Begge har værdibaserede fællesskaber og knytter an til identitet. De indeholder glæde, passion og forløsning, og har iboende muligheder for eskapisme: når man ser eller udøver enten sport eller kunst, er man kun til stede i nuet.”
“Bevægelserne – det perfekte mål, de perfekte piruetter og det perfekte samspil – peger ind i æstetiske oplevelser, som ikke lader sig forklare, og som løfter tilværelsen til noget større end bare væren. Og kigger man specifikt på fodbold og ballet, er man i begge tilfælde en del af et hold, hvor individuel præstation aldrig er større end den fælles indsats”, siger projektleder på Det Kongelige Teater, Mette la Cour Bødtcher.
Hun er selv tidligere balletdanser og ser frem til arbejdet med de unge Lyngby-spillere.
“Det Kongelige Teater ønsker at komme lidt dybere ind under huden på unge mennesker, når det kommer til mødet med kunsten. At åbne en dør, der for dem giver mening, og at vække en nysgerrighed, som vi kan gribe.”
Se film om forløbet her









En reaktion