Lyngby Boldklub inviterer fredag den 7. august kl. 17.00-18.00 til fanevent i Sparekassen Danmark Fanzonen, hvor klubbens tilhængere får mulighed for at komme tættere på holdet og høre de seneste nyheder frem mod den kommende sæson.
På programmet er blandt andre sportschef Nicas Kjeldsen, som vil fortælle om status på transfervinduet og de sidste uger inden vinduet lukker. Administrerende direktør Andreas Byder vil sætte ord på klubbens forventninger til sæsonen, mens Mikkel Jespersen og Andreas Bjelland giver en status på preseason og de første kampe i sæsonen.
Derudover deltager spillere fra førsteholdstruppen, som vil dele deres forventninger til den nye sæson og møde klubbens fans.
Efter det officielle program holder Sparekassen Danmark Fanzonen åbent frem til kl. 20.00. Her vil der være mulighed for at købe mad og drikke samt mødes med andre Lyngby-supportere i uformelle rammer.
Arrangementet er gratis at deltage i, men kræver forudgående tilmelding via Lyngby Boldklubs hjemmeside.





