Lyngby Boldklub og Virum Sorgenfri Håndboldklub indgår samarbejde på tværs af sportsgrene

Hvordan kan man udvikle en endnu stærkere fodboldklub? Nogle gange handler svaret om at kigge uden for sin egen sportsgren.

Derfor har Lyngby Boldklub indgået et nyt samarbejde med Virum Sorgenfri Håndboldklub (VSH), hvor de to klubber skal dele viden, erfaringer og sparre om alt fra talentudvikling og frivillighed til kommercielle aktiviteter og klubudvikling.

Selvom fodbold og håndbold er to forskellige sportsgrene, er ambitionen den samme: at skabe de bedst mulige rammer for medlemmer, spillere, trænere og frivillige. Netop derfor giver samarbejdet mening.

Fælles ambition om vidensdeling

For administrerende direktør Andreas Byder i Lyngby Boldklub handler samarbejdet først og fremmest om at styrke nærmiljøet og skabe værdi for byen.

“Det er egentlig underordnet, hvilken sportsgren vi kommer fra. Det handler om at være sammen om at udvikle vores foreninger og styrke nærmiljøet. Hvis vi kan lære bare lidt af hinanden, så er det en gevinst for begge klubber,” siger han.

Hos Virum Sorgenfri Håndboldklub ser formand Thomas Joost ligeledes store muligheder i samarbejdet.

“Selvom vi kommer fra to forskellige sportsgrene, har vi mange af de samme ambitioner om at skabe stærke miljøer for spillere, trænere og frivillige. Vi tror på, at vi kan lære meget af hinanden, og at samarbejdet kan være med til at udvikle både vores klub og det lokale idrætsfællesskab,” siger Formand Thomas Joost fra Virum Sorgenfri Håndboldklub.

Samarbejdet bygger på en fælles ambition om at dele viden og erfaringer på tværs. Begge klubber arbejder målrettet med talentudvikling, frivillighed, klubkultur og udviklingen af stærke foreningsmiljøer, hvilket giver gode muligheder for at inspirere og lære af hinanden.

Når fodbold og håndbold kan inspirere hinanden

En særlig styrke i samarbejdet er Virum Sorgenfri Håndboldklubs mangeårige erfaring med udviklingen af kvindehåndbold. Gennem mere end 30 år har klubben opbygget et stærkt miljø på kvindesiden, og den erfaring kan blive værdifuld i Lyngby Boldklubs fortsatte udvikling af pige- og kvindefodbolden.

Til gengæld kan Lyngby Boldklub bidrage med erfaringer inden for blandt andet talentudvikling, akademistruktur og arbejdet med at skabe et ambitiøst udviklingsmiljø. Derudover bliver der mulighed for sparring om, hvordan man organiserer og udvikler en klub med mange engagerede frivillige kræfter.

“Virum har været dygtige til at udvikle kvindehåndbold gennem mange år. Kan vi tage noget af den viden med videre, er det en stor styrke. Omvendt kan vi dele vores erfaringer med talentudvikling, struktur og udviklingsmiljøer. Det er præcis den form for vidensdeling, vi ønsker,” fortæller Andreas Byder.

Samarbejdet kommer blandt andet til at omfatte løbende sparring mellem ledere og specialister, erfaringsudveksling om talentudvikling, frivillighed og klubkultur samt fælles udviklingsinitiativer, der kan styrke begge klubber.

Et samarbejde, der skal samle idrætten i lokalområdet

“Jeg håber, at vi kan være med til at binde byen endnu tættere sammen. Vi har nogle stærke idrætsinstitutioner i området, og hvis vi kan skabe endnu mere samarbejde på tværs, kommer det i sidste ende medlemmerne, de frivillige og hele lokalområdet til gavn,” siger administrerende direktør.

Målet med samarbejdet er derfor klart: At skabe værdi for begge klubber gennem vidensdeling, sparring og fælles udvikling – til gavn for både nuværende og kommende generationer af medlemmer, spillere, trænere og frivillige.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Nu er det igen tid til Åben telefon. Målet med..

Extraforestillinger – billetterne er revet væk På torsdag er det..

Vi har modtaget denne henvendelse fra Bagermester Per Jensen Efter..