Dansk Rumforskninginstitut 1969 – Bernard Peters, 2. række nr. 4
:
Med Astrofysikeren Bernhard Peters, kom Danmark ind i “Rumalderen”.
I 1958-59 ansatte Niels Bohr astrofysikeren Bernard Peters på Niels Bohr instituttet, og fra 1967 til 1979 var han den første direktør af Dansk Rumforskningsinstitut, på Gammel Lundtoftevej 7 i Lyngby. Peters var kendt for udforskningen den radioaktive kosmiske stråling ved opsendelse af balloner i 30 km’s højde. Han fandt frem til for at strålingen kom fra verdensrummet udenfor solsystemet. I 1960erne sørgede han for at dansk forskning deltog i de internationale satellitprogrammer under ESRO og ESA, og forsøg blev endog udført i samarbejde med NASA. Hans arbejde videreføres af instituttet DTU Space.
Faktisk er der intet i Bernard Peters liv som peger på at han skulle få betydning for dansk rumforskning. Oprindeligt hed han Bernhard Pietrowski. Han var født i 1910 i Posen (Poznan) og var af jødisk afstamning og han døde i 1993. Han fik en omtumlet tilværelse som følge af først nazismen i Tyskland, og efter krigen førte en falsk anklage om at han var kommunist, til at han forlod USA og som følge Mccarthyismen (HUAC), og tog ophold i Indien. Endelig inviterede Niels Bohr ham til at blive professor i Danmark ved Dansk Rumfarts Institut i Lyngby.
Bernard Peters begyndte at studere fysik i 1932 ved Münchens Tekniske Universitet. Han var en aktiv modstander af nazisterne og som jøde blev han kort efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 sendt i koncentrationslejren Dachau nær München, som nazisterne etablerede den 22. marts. Lejren var endnu ikke konstrueret, så de første fanger blev sat til at bygge koncentrationslejren, som derefter blev henrettet. Mirakuløst, Peters blev frigivet efter tre måneder i helvede. Peters blev bl.a. brugt til at skubbe en tung tromle i ti timer om dagen, uden pauser.
Sammen med sin veninde kom Peters til England. Mens han afventede sit visum til USA skrev han en hårrejsende beretning om tortur og drab i Dachau, og de summariske henrettelser af advokater, fagforeningsfolk, kommunister og jøder. Advokaten Strauss fra München havde ført en sag mod det nye systems justitsminister, han blev skudt efter fire dage. Ingen af fangerne kunne anklages for noget lovbrud, men blev alligevel tilbageholdt i lange perioder. Beretningen blev publiceret den 8. august 1934 i The New Republik:
Bernard Peters har angivet at han er personen forrest i fotoet, med ansigtet bortvendt.
Bernard bemærker, at der var stor udskiftning blandt vagtmandskabet, for de fleste søgte efter få dage eller uger om forflyttelse for at komme væk fra de sadistiske grusomheder. Man kan derfor forestille sig mentaliteten blandt de vagter, der blev tilbage.
Efter at være løsladt lykkedes det Bernard at flygte på cykel gennem Alperne til Italien. Her blev han genforenet med sin kæreste, Hannah, som var medicinstuderende i Padua. Sammen tog de videre til England for at vente på at få visum til USA. i 1934 kom de til New York, hvor de blev gift i. Herefter tog de til San Francisco, hvor Bernard tog tilfældigt arbejde.
I 1938 kom Peters i forbindelse med Robert Oppenheimer, der dengang var en ung fysikprofessor ved Caltech og U.C. Berkeley. Oppenheimer så potentialet i Bernard. Med Oppenheimer som vejleder fik Bernard fik sin Ph.d.-grad i fysik i 1942. På samme tid blev Oppenheimer udnævnt til videnskabelig leder af Manhattan Projektet, atombombeprogrammet i Los Alamos.
Peters forblev til gengæld i Berkeley. Han samarbejdede med Ernest O. Lawrence om separationen af Uran-isotoper og han kom aldrig til i Los Alamos. Den 16. juli 1945 nåede Manhattan projektet sin fuldendelse med prøvesprængningen af den første atombombe i Alamagordoørkenen i New Mexico. Blot tre uger senere d. 6. august 1945 blev den første atombombe kastet over Hiroshima og få dage senere den anden atombombe over Nagasaki. Det førte til Japans kapitulation og afslutningen på den anden verdenskrig.
Efter krigen fik Peters ansættelse ved fysikinstituttet på University of Rochester, N.Y. Bernard kastede sig over udforskningen af den kosmiske stråling. I 1896 havde Becquerel opdaget de tre typer radioaktiv stråling: alfa-, beta- og gamma-stråling, men man blev også klar over, at der eksisterede en radioaktiv kosmisk baggrundsstråling, der kunne påvises overalt. I 1910 foretog den østrigske fysiker, Victor Hess ballonflyvninger til stor højde. Han opdagede at strålingsintensiteten voksede jo højere ballonen steg, så han konkluderede at strålingen kom fra himmelrummet. Peters fandt frem til, at strålingen ikke stammede fra solsystemet. Den kosmiske stråling er forbevet et vigtigt studieobjekt for fysikere og astronomer– og den er stadig ikke helt forstået.
Bernard brugte fotografiske emulsioner (Rochester, NY, var hjemsted for Kodak), som var velegnede til at studere atomare sammenstød fordi partiklerne aftegner fine spor i emulsionerne. Emulsionerne blev fløjet med ballon til stor højde – 30 km – her er man næsten i det ydre rum, der er kun nogle få procent af atmosfæretykkelsen som afskærmer, og mange kosmiske partikler trænger ned til disse højder. Allerede her slog Bernard sit navn fast i den internationale forskningsverden med opdagelsen i 1948, af at der var tungere atomkerner (Kul, Ilt, magnesium, jern) i den kosmiske stråling. Bernard indså at her havde man måske et ‘fingeraftryk’, der kunne vise hvorfra strålingen stammede.
Men i 1949 startede af den kolde krig, med blokaden af West Berlin. Folk begyndte at mene at Sovjets mål var at påtvinge hele verden et totalitært system, som i Østeuropa. Et anti-kommunistisk hysteri kombinerede med en paranoia om, at kommunister havde udleveret de amerikanske atomhemmeligheder, greb om sig. Som følge af McCarthy’s Amerikanske kommunisthysteri. Blev atomfysikere fra 1949 indkaldt til afhøring i HUAC kommissionen om kommunistisk infiltration af Radiation laboratoriet ved U.C. Berkeley
Robert Oppenheimer, blev i 1949 indkaldt og blev bedt om at redegøre for eventuelle mistænkelige politiske synspunkter hos sine medarbejdere og studenter. Ved en lukket høring i komiteen i april1949 beskrev Oppenheimer Bernard som farlig og ‘meget rød’ idet han hævdede at Peters var blevet arresteret som medlem af det tyske kommunistiske parti i 1933, hvilket Peters pure benægtede. I lokalavisen i Rochester læse et udførligt referat af Oppenheimers udtalelser – med en slet skjult opfordrig til ledelsen af universitetet om slippe af med denne suspekte person.
Oppenheimers angiveri vakte stor skandale blandt amerikanske fysikere. Flere ledende forskere (blandt andre Hans Bethe skrev personlige breve til Oppenheimer hvor ide stærkt opfordrede ham til at dementere udtalelserne, men det skete ikke. Ledelsen på Rochester University gav dog ikke efter for presset, så Bernard beholdt foreløbig sin stilling. Men hans forskning vedrørende den kosmiske stråling kunne ikke gennemføres som planlagt, for hans apparater med de fotografiske emulsioner var sendt af sted til Indien, men han kunne ikke rejse for hans amerikanske pas var blevet inddraget. Han fik senere passet tilbage, men da var den gunstige sæson for ballonopsendelser det år forpasset.
Enden på sagen blev at Bernard i efteråret 1949 tog imod Homi Bhabha’s tilbud om en ledende stilling ved det nyligt oprettede TATA Institute of Fundamental Research (TIFR) i Bombay. Professorstillingen i Bombay gav Bernard en enestående mulighed for at udvikle unge indiske talenter til forskere af høj, international klasse. Bernard’s arbejde blev påskønnet af Indiens præsident, der i 1989 tildelte Bernard en af Indiens højeste, civile udmærkelser.
I 1958 inviterede Niels Bohr Peters på et etårs forskningsophold ved Niels Bohr Instituttet. Den 14. April 1959 skrev han til forældrene: “Jeg havde i dag en samtale med Niels Bohr. Han sagde at det for instituttet, for ham personligt, og især for videnskaben ville det være en lykke, om jeg kunne blive permanent ved instituttet. Jeg kunne så naturligvis også tilbringe så meget tid jeg ønskede ved CERN i Genève … Jeg var, trods den lange samtale, endnu målløs over min gode lykke”. Frem til 1966/67 var han knyttet til NBI, hvor han fortsatte sin forskning inden for elementarpartikelfysik og kosmisk stråling.
I 1967 oprettedes Dansk Rumforsknings Institut i Lyngby med Peters som direktør, hvor han forblev indtil udgangen af 1978. Instituttet overtog rumforskningen fra ionosfærelaboratoriet ved Danmarks Tekniske Højskole. Dette institut havde betydning for forståelsen af at soludbrud forsvandt radioforbindelsen til Grønland fordi ionosfæren ikke afbøjede radiosignalerne.
Peters var meget aktiv inden for den europæiske rumforskningsorganisation ESRO og han kæmpede imod at politikerne meldte Danmark ud af organisationen i 1970, men genindtrådte i organisationen den 1. januar 1972, før ESRO i 1975 blev til det nuværende European Space Agency. ESA.
Peters indså tidligt vigtigheden af videnskabelige satellitter i den geostationære bane. Han medvirkede til at GEOS satellitten blev optaget på ESROs videnskabelige program, samt at Dansk rumforskningsinstitut blev stærkt placeret i dette program. Under Peters ledelse udvikledes et stort eksperiment til kemisk og isotopanalyse af den kosmiske stråling, som blev udført på den amerikanske satellit HEAO-3. Resultaterne af dette eksperiment vil stå som en milepæl i udforskningen af den kosmiske strålings sammensætning.
Peters blev pensioneret med udgangen af 1978, efter et langt og omtumlet levnedsløb. Derefter blev rumforskningen videreført af instituttet DTU Space, som blandt andet står bag at Andreas Mogensen i 2915 blev den første dansker i rummet.
Er du mere interesseret kan du her se interessante avisklip fra perioden:
