Spiller julekoncert i Christianskirken
Julen er traditionernes tid. Igen i år spiller Lyngby-Taarbæk Brass Band julen ind i Christianskirken på Christian X’s Allé i Lyngby. Det sker på lørdag den 7. december kl. 16:00.
Brass bandet genvandt tidligere i november titlen som danmarksmester ved DM for brass bands i Musikhuset i Aarhus. Det er med andre ord et orkester i storform, som nu er ved at øve og lægge sidste hånd på programmet til den forestående julekoncert.
- Alle i Lyngby og nærmeste omegn kan godt gøre sig klar til at komme i den helt rette julestemning. Vi har lagt et koncertprogram med et varieret udpluk af julens klassikere – både julemelodier og julesalmer, dansk, nordisk, engelsk og amerikansk, nyt og gammelt, instrumentalt og noget publikum gerne må synge med på, siger Mikkel Amsinck, LTBBs band trainer, som dirigerer årets julekoncert.
![](https://virumsorgenfriavis.dk/wp-content/uploads/2024/11/Brassband1-1024x576.jpg)
Med sig ved julekoncerten i Christianskirken har LTBB det bare 20-årige sangtalent, Dafne Stilund Nielsen. Dafne blev som 9-årig optaget i DRs Børnekor. Hun fortsatte senere i DR Pigekoret, og i 2017 imponerede hun hele Danmark, da hun vandt tv-konkurrencen ”Voice Junior” med popstjernen Oh Land som coach. Dafnes musikalske talent spænder bredt, fra pop, rock og jazz til opera, og hun har allerede delt scenen med nogle af Danmarks største navne. Hun har blandt andet sunget live duet med Søs Fenger i DRs Koncertsal og åbnet TV2s nytårsshow “De største Øjeblikke i 2017” i Operaen.
- Julens melodier og sange har noget helt særligt over sig. Selv i den koldeste vintertid er det som om, at julemusik og lyden af messing er noget, man kan varme sig ved. Brass bandet har nogle helt særlige knapper de kan trykke på, både når de spiller svagt og når de lukker op og fylder kirkerummet med klang og overtoner. Det giver kuldegysninger af den gode slags. Jeg glæder mig utrolig meget til at synge julen ind sammen med dem, siger Dafne Stilund Nielsen, der blandt andet vil synge ”O, holy night” og Caroline Hendersons ”Se en stjerne” akkompagneret af LTBB.
Billetter til julekoncerten koster 100,- kr. pr person inkl. gebyr og sælges på www.ltbb.dk/jul eller ved døren på dagen fra kl. 15:15. Dørene åbnes kl. 15:30.
Når julekoncerten er overstået, er LTBBs næste koncert deres NytårsGalla 2025 lørdag den 11. januar 2025. Billetter til NytårsGalla 2025 kan købes på www.ltbb.dk/nytaarsgalla.Spiller julekoncert