Boligen ligger direkte ud mod offentlig sti ved Trongaarden og der er beplantet i i åbne plantekasser, såkaldte højbede. De kan anes på billedet, som Per Rasmussen tog sidste sommer. Beplantningen må godt være der, men kommunen vil ikke have plantekasserne.
Det drejer sig om overtrædelse af straffelovens paragraf 264 om overtrædelse af privatlivets fred.
Det er pensionisten Per Rasmussen, som anmeldt kommunen.
Kommunen har i forbindelse med en tvist om plantekasser taget billeder af familiens terrasse direkte ind fra offentlig sti og direkte ind mod familiens soveværelse. I et af billederne i kommunens sagsakter ligger sågar et billede af en person inde i soveværelset.
Plantekassekrigen i Trongården har nu kørt i over 2 år.
Det var Lyngby Tårbæk Kommune selv, der startede sagen og truede med politiet, hvis ikke de opsatte plantekasser blev fjernet.
Sagen har medført klage til Planklagenævnte, hvor det viste sig, at kommunen havde tilbageholdt væsentlige oplysninger om, at der var givet dispensationer i området, og hvor kommunen lavede fejl således, at Planklagenævnet fastslog, at sagen skulle gå om. Det gør den nu. Sagsbehandlingstid er 9 måneder. Hver gang.
Men desværre har dette ikke opsættende kraft, hvorfor plantekasserne er fjernet.
Per Rasmussen har forsøgt at få foretræde for Byplanudvalg og Kommunalbestyrelse. Dette gør man i andre kommuner. Men det kunne der ikke gives tilladelse til i Lyngby Taarbæk Kommune.
Sagen er også indbragt for Folketingets Ombudsmand for spild af offentlige ressourcer, men her afventes afgørelse fra Planklagenævnet.
4 reaktioner
Hvor kan Lyngby-Taarbæk Kommune smide vores penge ud på den måde??? Ældre mangler ordentlig mad på plejehjemmene og børn mangler flere voksne til at passe dem. Skam over de mennesker, som har forårsaget dette meningsløse ressourcespild
Frygteligt! Som borger i kommunen gør det utrolig ondt at læse den her artikel. Det er svært at forstå, hvordan noget så småt kan ende i trusler om politianmeldelse. Det virker helt ude af proportioner.
Det her er jo ikke bare et spørgsmål om regler – det handler om, hvordan man vælger at bruge sin bruge ressourcerne. Når man som kommune sætter så meget ind på så lidt, mister man forbindelsen til det, der betyder noget for mennesker. Det er vores skattekroner!
Endnu et eksempel på, hvordan Lyngby-Taarbæk Kommune har mistet fornemmelsen for proportionalitet, respekten for deres borgere og almindelig menneskelighed.”
Sindsygt! satme noget svineri at bruge vores penge på det. Skam jer kommune – en plantekasse??!
Når plantekasser er et problem – mens andre får frit spil.
Man må næsten spørge: Er der overhovedet nogen form for sund fornuft tilbage i forvaltningen i Lyngby-Taarbæk Kommune?
I sagen om en borger, der har fået påbud om at fjerne plantekasser på sin egen grund – og ovenikøbet er blevet truet med politianmeldelse – har kommunen for længst overskredet grænsen for, hvad der er rimeligt. Det handler ikke længere om byplanlægning eller æstetik. Det handler om magtudøvelse uden proportioner.
Hvordan kan det give mening at forbyde en borger at bruge plantekasser som hæk, når der ikke er nogen regel, der direkte forbyder det? Når man end ikke kan få sagen prøvet ved Hegnssynet, fordi plantekasserne ikke strider mod lovgivningen? Og hvorfor tilbageholder kommunen oplysninger om tidligere dispensationer, som ville have ændret sagen?
Til sammenligning tillader kommunen uden videre moskéaktiviteter i offentlige bygninger uden de nødvendige tilladelser og overtrædelser af reglerne – her vender man pludselig det blinde øje til. Det er svært ikke at se en tydelig forskelsbehandling, hvor borgernes almindelige liv og boligforhold bliver mødt med nidkær kontrol, mens andre får frit spil.
Værre endnu: Kommunen har i denne sag taget billeder direkte ind i borgerens hjem – og der ligger endda et billede i sagsakterne, hvor man ser en person i soveværelset. Det er en direkte krænkelse af privatlivets fred. Hvis en borger havde gjort det samme mod en embedsmand, havde det formentlig ført til politianmeldelse – men når det er kommunen selv, så kalder man det blot “sagsbehandling”.
At borgeren ovenikøbet nægtes foretræde for Byplanudvalget – som ellers er almindelig praksis i mange kommuner – er et udtryk for en dybt arrogant kultur. Det signalerer ikke blot magtfuldkommenhed, men også manglende respekt for borgernes retssikkerhed.
Det er efterhånden svært at finde undskyldninger for kommunens opførsel i denne sag. Den virker personlig, forudindtaget og styret af en vilje til at statuere et eksempel – koste hvad det vil.
Denne sag burde føre til en intern undersøgelse, en reprimande til ansvarlige embedsmænd og et klart politisk svar: Sådan behandler man ikke borgere i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Med venlig hilsen
Jørn Jensin