Gadeskilt som tegn på det gode venskab mellem Lyngby-Taarbæk og Nuuk
.
Med baggrund i at Grønland, og med det hovedstaden Nuuk er kommet meget i fokus den senere tid på grund af præsident Trumps ønske om at overtage Grønland bringer vi en spændende artikel som Anders Kjærulff har skrevet.
Nuuk og Lyngby-Taarbæk var tidligere venskabsbyer, hvor Lyngby-Taarbæk bl.a. som en årlig venskabsgave sendte et højt juletræ til Nuuk.
Et synligt resultat af venskabet er en vej i Nuuk navngivet “Lyngby-Taarbækvej”
Vi deler en fælles historie, og en ensartet samfundsmæssig udvikling der tog fart, da Grønland blev et dansk amt i 1953.
Det interessante perspektiv er, hvordan Grønland og Lyngby-Taarbæk Kommune – trods vidt forskellige vilkår og socioøkonomisk sammensætning – forvalter et velfærdssamfund til næsten det samme antal borgere: 56.740 i Grønland og 58.614 i Lyngby-Taarbæk Kommune.
I Lyngby-Taarbæk har vi 9 folkeskoler – i Grønland er der 75!
I Danmark er 30,8% af de beskæftigede ansat i den offentlige sektor – i Grønland er det 45%.
Det illustrere udfordringerne med et land med en spredt befolkning.
Da man i 1950’erne udrullede velfærdssamfundet i Grønland, havde man erkendt, at borgerne måtte samles i større byer. Dels for at velfærden kunne fordeles mere effektivt, dels for at opbygge industrier – især omkring fiskeriet – som delvist kunne financiere velfærdssamfundet.
Centraliseringen betød, at traditionelle livsformer blev trængt tilbage, og at sociale problemer opstod i kølvandet på de hurtige forandringer.
Omvendt er gevinsten ved et velfærdssystem, at vi genererer så meget overskud, at vi kan hjælpe hinanden til et bedre og længere liv.
I 1940’erne var middellevetiden for en nyfødt grønlandsk dreng blot 32 år og for en pige 57 år. Tuberkulose og andre infektionssygdomme var frem til midten af 1950’erne hyppige dødsårsager i Grønland.
Udbygningen af velfærdssamfundet forbedrede sundhedsvæsenet, levevilkårene, hygiejnen og boligforholdene, og tuberkulosen blev næsten udryddet.
Mænds lave levetid skyldes også at de levede et farligt liv til havs. I perioden frem mod 1960 skete der en gradvis overgang fra fangst i kajak til fangst og fiskeri i joller og større både, hvilket mindskede omfanget af ulykker.
Ja, fangerkulturen og de små bygder har betalt en pris for velfærdssamfundet. Men det er “prisen” for at opretholde et moderne velfærdssamfund, hvor et effektivt produktionsapparat skaber de værdier, som en offentlig sektor kan fordele effektivt.
I dag er der 17 byer og 54 bygder i Grønland, og det diskuteres fortsat, om det er for mange. Opretholdelsen af bygderne medfører betydelige omkostninger, særligt når de mindste bygder i begrænset omfang bidrager økonomisk og fødevaremæssigt til den fælles velfærd.
Ovenstående gør sig på lige fod gældende for Danmark. Vi har tabt noget af vores historie, lokale fællesskaber og traditionelle livsformer, og vi presses hele tiden af kravet om effektivitet, som alt sammen også skaber nye typer af tabere.
Vi skal dog ikke glemme, at alternativet for de fleste er værre – “de rolige gode gamle dage” var i højere grad hver families kamp for overlevelse.
Klik her for sammenligningen Grønland-Lyngby-Taarbæk: https://www.andersk.dk/groenland-og-lyngby-taarbaek-i-tal/
