Stress rammer hver femte borger i Lyngby-Taarbæk

Det er mere end landsgennemsnittet, og tallet stiger markant

Det viser en ny analyse af Den Nationale Sundhedsprofil 2025, der dækker alle 98 danske kommuner. Sendt i en meddelelse fra Ritzau.

I Lyngby-Taarbæk led 21.7% af borgerne led af stress i 2025 mod “kun” 17,7 % i 2021.

Det er Body SDS, der har kortlagt tallene fra sundhedsprofilen, og direktør Henrik Eiberg advarer om, at udviklingen har alvorlige konsekvenser for danskernes helbred. Kronisk stress er ikke bare et ubehag, men en systematisk belastning af kroppen, der over tid øger risikoen for en række alvorlige livsstilssygdomme. 

Store geografiske forskelle

Der er markante forskelle på tværs af landet. Brøndby (26,7%), København (26,3%) og Ishøj (25,0%) topper listen over kommuner med flest stressramte borgere, mens Varde (13,9%), Lemvig (14,0%) og Fanø (14,2%) klarer sig bedst. Der er altså næsten dobbelt så mange stressede personer i de hårdest ramte kommuner sammenlignet med de mindst ramte.

Mønstret er tydeligt: De mest stressede kommuner er storbyerne og pendlerkommunerne, mens de mindst stressede primært er mindre, landlige kommuner. Ifølge Henrik Eiberg hænger det i høj grad sammen med faktorer som økonomi og sociale relationer.

“I større byer er tempoet ofte højere og boligpriserne dyrere, hvilket øger det økonomiske pres. Men der er også en mere menneskelig side af det. I storbyerne lever man tæt på hinanden, men også ofte mere isoleret. Folk flytter til og fra, hvilket kan skabe ensomhed og gøre det sværere at fastholde sociale relationer. Og stærke sociale netværk er en af de vigtigste faktorer, når det handler om at håndtere stress i hverdagen, ” siger Henrik Eiberg.

Arbejdet stresser mest

For at kortlægge konsekvenserne og årsagerne bag den bekymrende udvikling har Body SDS fået gennemført en repræsentativ undersøgelse af 1.037 danskere via analyseinstituttet Epinion.

Arbejde er den primære årsag til stress for 36% af danskerne, langt foran familie (20%) og økonomi (14%), viser undersøgelsen. En del af forklaringen er, at arbejdet følger med hjem. Deadlines, krav om produktivitet og en hverdag, hvor mange er på mail døgnet rundt, gør det svært at koble af.

“Det, der gør arbejdsstress særligt farligt, er, at det legitimeres. Man fortæller sig selv, at det er midlertidigt, at man bare skal over denne ene periode. Men for rigtig mange danskere er der altid en ny periode. Stress udvikler sig gradvist, og mange vænner sig til symptomerne eller rationaliserer det som forbigående pres. Og kroppen holder ikke regnskab med vores undskyldninger,” siger Henrik Eiberg.

Stressniveauet er steget i 83 ud af 98 kommuner siden 2021. Kun 13 kommuner har oplevet et fald. 

Og hvad kan vi så gøre ved problemet?

Det fremgår ikke af den nye analyse, men her er nogle gode råd, som Dansk Socialrådgiverforening har formuleret:

  1. Husk pauser i arbejdet
    Når du har travlt er det vigtigt at huske at holde pauser i løbet af arbejdsdagen! Det hjælper ikke at holde et konstant højt tempo.
  2. Undgå for mange lange arbejdsdage
    Det tærer på krop, sjæl og familie, hvis du sjældent holder fri.
  3. Lad være med at arbejde i din fritid
    Men hvis du gør det – så sørg for at have det med i dit timeregnskab, så du kan afspadsere på et andet tidspunkt. Sørg i stedet for at have aftaler med din familie og dine venner.
  4. Planlæg tid til det uforudsete
    Når du planlægger din arbejdsdag, så lav nogle realistiske vurderinger af, hvad du kan nå. Afsæt altid tid til at arbejde med uplanlagte hasteopgaver.
  5. Sluk for PC og mobiltelefon når du holder fri
    – Du kan sagtens undværes! Online kommunikationsmidler betyder, at arbejdstiden breder sig ind i fritiden. Jo flere der accepterer det, jo sværere bliver det at sige fra over for det.
  6. Respekter din krops signaler
    Får du ofte hovedpine, ryg-skuldersmerter, hjertebanken? Bliver du ofte forkølet eller har du flere sygedage, end du plejer – så gear ned. Kontakt din læge, hvis dine symptomer er vedvarende.
  7. Motionér
    Tag cyklen til arbejde. Løb en tur med hunden. Invitér familien i svømmehallen eller arranger rundbold for dine kolleger. En god fysisk form styrker modstandskraften over for stress, og de fysiske skadevirkninger af stress mindskes.
  8. Sov godt
    Respekter din krops behov for at restituere ved at give dig selv en god nattesøvn.
  9. Spis sundt
    Din krop har brug for god og nærende kost. Pas på med for meget sukker og koffein.
  10. Prioritér samvær med kollegerne
    Lad være med at isolere dig fra dine kolleger, fordi du har for travlt. Du har brug for deres støtte, og de for din.
  11. Tag imod omsorg
    Lyt til hvad dine kolleger og familie og venner fortæller. Måske er de bedre i stand til at vurdere, om du er stresset. Brug dem til at læsse af på. En anden gang kan du gøre jo gengæld.
  12. Lær at sige Nej
    Sig nej til arbejdsopgaver, som du godt ved, du ikke kan nå at løse inden for normal arbejdstid. Gør opmærksom på det, hvis du på forhånd ved, at opgaven ikke kan løses med kvalitet. Din ledelse kan kun prioritere og planlægge, hvis de har reel viden om, hvad der er muligt. Du har faktisk pligt til at informere din leder, hvis du har problemer med at nå dit arbejde.
  13. Tal med ledelsen om problemerne
    Det er ikke ualmindeligt, at en hel arbejdsgruppe plages af stressproblemer. Og klager til hinanden om, hvor travlt de har, og hvor stressede de er. Inddrag ledelsen i at løse problemerne!
  14. Tal med dine kolleger
    Hvad kan I gøre i fællesskab for at støtte hinanden? Hvad kan I gøre sammen, der kan modvirke stress på arbejdspladsen. Brug også arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant. Tal med dine kolleger om hvad I kan gøre sammen.
    Stress er et kollektivt problem, der skal løses i fællesskab på arbejdspladsen. Det kræver åbenhed og ærlighed samt tillid og tryghed.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Som en ny service tilbyder Lyngby Bibliotek at finde din..

Det er spørgsmålet, filmen ”Vores løfte” kredser om. Der er..

Der vil være musik og aktiviteter for hele familien langs..