18-årige Maja Voigt fra Lyngby er nu officielt udtaget af Danmarks Idrætsforbund til vinterlegene i Milano og Cortina. Hun stiller op i monobob.
Voigt har længe været på OL-kurs. Og i sidste uge stod det endegyldigt klart, at hun heller ikke matematisk kunne misse kvalifikationen.
Hun manglede dog det formelle blå stempel fra DIF, som også fungerer som Danmarks Olympiske Komité. Det har hun fået nu.
– Jeg er virkelig glad og lettet over, at det er lykkedes at komme med til OL. Det har været en drøm i lang tid. Jeg har jo lidt olympisk erfaring fra ungdoms-OL, men det her bliver jo noget helt andet. Jeg glæder mig meget, siger Maja Voigt.
I 2024 vandt hun guld ved ungdoms-OL i Sydkorea og ser nu frem til at debutere ved de “rigtige” vinterlege.

– Man skal forvente høj fart, intensitet og afgørelser i splitsekunder. Og så skal man forhåbentlig tænke, når jeg kører, at det ser legende let ud. For hvis det gør det, så er det, fordi jeg er i flow og lige der, hvor jeg skal være, siger hun.




