Frederiksdal Mark foreslås som bygge- og lagerplads i mindst fire år
Lyngby-Taarbæk Kommune har ansøgt om dispensation til at anvende 10.000 kvm fredet og naturbeskyttet jord på Frederiksdal Mark i forbindelse med udrulningen af fjernvarme. Hvis ansøgningen godkendes, vil området blive brugt som bygge- og lagerplads i minimum fire år.
Frederiksdal Mark drives som økologisk bælgfrugtproduktion og er samtidig et fredet naturbeskyttet område. Området ejes af Frederiksdal Slot, som er forpligtet til at dyrke landbrug på markerne. Men nu har behovet for lagerplads til fjernvarmeprojektet ført til en ansøgning om at bruge området til bygge- og lagerformål.
Flere borgere er dog bekymrede over konsekvenserne af en sådan anvendelse. De frygter, at området vil tage skade, når store mængder potentielt forurenet jord og tunge maskiner flytter ind på marken i flere år. En bekymret borger udtaler:
”Jeg finder det problematisk, at et område, der netop er beskyttet og fredet for at bevare naturen, nu skal bruges som bygge- og lagerplads. Når man pludselig omdanner et fredet område til en byggeplads, underminerer man naturbeskyttelsen. Hvis det er muligt at bruge et fredet område på denne måde i flere år, hvad er så egentlig værdien af en fredning? Hvad bliver det næste?”
En af de berørte naboer til området, Zaza Michelsen skriver:
”Det er kritisabelt, at kommunen ikke beskytter et naturfredet område. Frederiksdal Slot er forpligtet til at dyrke landbrug, og nu vil man bruge det på en helt anden måde.”
I forbindelse med fjernvarmeudrulningen til 3.000 boliger i Lyngby-Taarbæk og nabokommunerne er der behov for en lagerplads med stor kapacitet. Forvaltningen har undersøgt muligheden for andre arealer i området, men har ikke fundet alternative løsninger. Blandt de steder, der er blevet overvejet, er de nærliggende skolers boldbaner samt Virumparken og Furesøparken.
Entreprenøren M.J. Eriksson har i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune, fået anvist en lagerplads på Lundtoftegårdsvej i Lyngby, men vurderer, at en ekstra lagerplads tættere på arbejdsområderne er nødvendig.
Denne placering på det fredede markområde har dog skabt bekymring blandt lokale borgere, der nævner trafiksikkerhed, især for cyklister, som en udfordring.
Derudover frygtes det, at områdets mangfoldige dyreliv vil blive forstyrret, hvis det økologiske landbrug bliver erstattet med en travl, oplyst bygge- og lagerplads.
Fakta om bygge- og lagerpladsen
Pladsen vil blive oprettet ved at lægge knust granit på en membran, og et to meter højt byggepladshegn vil omkranse området. 10 lygtepæle vil oplyse pladsen, som vil indeholde 6-10 mandskabsvogne og 6-8 værktøjscontainere. Derudover vil der blive opbevaret fjernvarmerør, grus- og jordbunker på op til seks meter samt parkering af maskiner og biler.
Indsigelse
Ønsker man at sende en indsigelse mod projektet, skal den sendes via e-mail til bygge-sag@ltk.dk eller via digital post senest den 16. januar 2025.
6 kommentarer
Jeg har også haft opmagasinering af store rør, containere, skurvogne op til malmmosen. Jorden blev stenhård og er stadigvæk ikke normaliseren og med store bare pletter, hvor intet kan vokse. Det er 2. 1/2 år siden nu de flyttede deres ting. Det går meget ud over naturen. Tror også man må høre Danmarks Naturfrednings forening. Andre problemer der vil støde til er vejen langs marken, der vil være optaget af arbejdernes private biler så de der vil besøge Furesøbadet ikke kan finde nogle pladser. Håber der kan bruges anden plads. Måske på LTK stadion
Jeg er selvfølgelig heller ikke for, men jeg synes der mangler oplysninger, blandt andet at området IKKE er udpeget som beskyttet natur, jf. paragraf 3 i naturbeskyttelsesloven. Området er fredet, og det er to vidt forskellige ting. Selvfølgelig er der dyreliv tilknyttet markerne, men i og med de er dyrket er det ikke noget speciel natur. Derudover drejer det sig kun om 10.000 m2, altså 100×100 m hvilket er en lille brøkdel af markernes samlede areal. Alternative pladser på skoler, boldbaner mm er dog i min optik værre end marken, da vores skoler, institutioner og idrætsfaciliteter i forvejen er meget pressede. Med det in mente, så synes jeg placering bør godkendes, midlertidigt, for fremskridtets skyld. Der bør stilles krav til retablering, eks. fuldstændig fjernelse af materialer og dybdepløjning
Enig med Peter Hansen. Alternativerne (Furesøparken, boldbanerne, Virumparken) er bestemt ikke et brugbare alternativer for børn og beboere, – og det påvirkede område på godsets jorder er trods alt begrænset. Endvidere må påvirkningen af biodiversitet skønnes at være meget lille. Andvendes køreplader og lignende kan alvorlig jordkomprimering ungås, men jeg tror ikke, at der efterfølgende skal udføres dybdepløjning, da man her påfører arealet en permanent ændring. Det vil naturligvis ikke blive kønt at se på, men det lever jeg med for et rigtigt godt formål.
https://kommuneplan2021.ltk.dk/kommuneplantillaeg/92021-kongevejen-93/
Stop dette projekt og så har LTK selv pladsen til det, sammen med deres nye geotermiske anlæg
Utroligt at kommunen i de sidste mange år ikke har kunnet søge dispensation for fredningsbestemmelser i forbindelse med etablering af en lille, ubetydelig vinterbadefacilitet og sauna ved Frederiksdal fribad til gavn, glæde og mental sundhed for borgerne, men nu søger om dispensation til en grim bygge- og lagerplads lige op til selvsamme område. Hvor er visionerne henne omkring borgernes brug og færden i vore dejlige grønne omgivelser? Fjernvarmeprojektet og letbanen har i forvejen maltrakteret vor grønne kommune i flere år. Håber sandelig, det er pengene værd!
Dette risikerer vi at skulle se på den fredede Virum mark i de næste 4-6 år:
– Grusmaterialer i bunker med en højde op til 6 meter, og
– Et lager af fjernvarmerør med en højde op til 4 meter, og
– 6-10 stk. mandskabsvogne med en højde på 3,4 meter, og
– 6-8 stk. værktøjscontainere med en højde op til 3 meter, og
– Et afskærmningshegn, inkl. grønt mesh klæde, med en højde på 2 meter, samt
– 10 stk. teleskop lysmaster med kraftigt lys og en højde op til 7 meter.
Kunne man ikke sprede det på kommunens egne arealer i området i stedet for at samle alt et sted – som ovenikøbet er fredet ?