DN Lyngby-Taarbæk inviterer til årsmøde i Fuglevad Vandmølle den 4. november. Her kan interesserede høre om årets indsatser og mulighederne for selv at gøre en forskel for den lokale natur.
Arbejdet med kommunens fredede områder, grønne arealer og vandkvalitet er i centrum, når Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling holder årsmøde onsdag den 4. november kl. 19–21.
Mødet finder sted i Fuglevad Vandmølle, hvor bestyrelsen vil gennemgå årets indsatser og fortælle om arbejdet for at bevare naturen og sikre god vandkvalitet – både i vandhanen og i Mølleåen.
Lokalafdelingen samarbejder med fredningsmyndighederne, kommunen og andre DN-afdelinger i Storkøbenhavn om naturbeskyttelse og ønsker til fremtidens grønne områder i Lyngby-Taarbæk.
Flere frivillige efterlyses
Årsmødet er også en mulighed for at møde de frivillige bag arbejdet og høre, hvordan man selv kan bidrage. Afdelingen søger løbende frivillige til sine fire arbejdsgrupper samt nye medlemmer til bestyrelsen, som ønsker at være 12 medlemmer.
Interesserede med gode idéer eller lyst til at deltage i bestyrelsesarbejdet eller blive aktive som frivillige er derfor meget velkomne.
Der serveres vin og kaffe under mødet.









