Et omfattende byggeprojekt tager snart sin begyndelse i Lyngby. Vellivs eksisterende ejendom skal renoveres og udvides med omkring 14.000 kvadratmeter og bliver fremover hovedkvarter for rådgivningsvirksomheden COWI. NCC har fået totalentreprisen til en værdi af omkring 800 millioner kroner.
Projektet omfatter fire eksisterende bygninger fra 1970’erne. En otte etager høj hovedbygning og tre lavere bygninger skal gennemgå en omfattende renovering og bindes sammen, så det færdige domicil kommer til at rumme omkring 33.000 kvadratmeter.
Samtidig bliver der bygget omkring 14.000 nye kvadratmeter oven på de tre lave bygninger. Den nye del opføres som trækonstruktion og skal blandt andet rumme et auditorium med plads til 120 personer. På toppen af den høje bygning etableres desuden en penthouseetage med mødelokaler.

Genbrug frem for nedrivning
Projektet er udviklet i et samarbejde mellem Velliv, COWI, Arkitema og NCC. Et centralt element har været ønsket om at bevare og genbruge så meget som muligt af den eksisterende bygningsmasse frem for at rive bygningerne ned og begynde forfra.
– I COWI vil vi gå foran, når det gælder renovering, genanvendelse og mere bæredygtige løsninger til byggeri, siger administrerende direktør i COWI, Jens Højgaard Christoffersen.
NCC blev valgt til opgaven for mere end et år siden, og siden har parterne arbejdet med udviklingen af projektet.
– Vi blev valgt til opgaven for over et år siden, og vi har siden da arbejdet os igennem projektet; det er meget tilfredsstillende at være i mål med en totalentreprisekontrakt, siger Steen Johannsen, områdedirektør i NCC Byggeri Øst – Privat under NCC Building Nordics.
Også hos Velliv lægges der vægt på, at det kommende hovedkvarter skal være mere end traditionelle kontorlokaler.
– Et domicil skal være mere end en bygning. Det skal understøtte virksomhedens identitet, arbejdsliv og fællesskab, siger Solveig Rannje, ejendomsdirektør i Velliv.
Byggeriet efter planen går i gang i efteråret 2026 og forventes afsluttet ved udgangen af 2028.
Kilde: Dansk Byudvikling








