Glæde hos Nordisk Films udsendte, da kostumerne skulle hentes hos Bruun Rasmussen i Lyngby.
,
Deltog i onlineauktion hos Bruun Rasmussen i Lyngby, og sikrede sig historiske kostumer til samlingen i Valby
Vi har tidligere skrevet om auktionen, hvor Maudes Varnæs frakke i rød Thaisilke var under hammeren. Nu kan vi så fortælle, at denne frakke – brugt i episode 12 og 13 – blev købt af Nordisk Film. Desuden fik filmselskabet fingrene i Ingeborg Skjerns kjole fra sidste afsnit af “Matador” og Gitte Graas hjemmebukser, som blev brugt i scener i Varnæs-familiens hjem, bl.a. i episode 8 og 9.



Nordisk Film forventer at udstille de nyerhvervede kostumer på de populære rundvisninger i Valby fra foråret 2026, hvor de vil indgå i den nuværende kostume- og rekvisitsamling.
– Det er glædeligt, at det er lykkedes os at få mulighed for at hente flere af kostumerne hjem til det sted, hvor de blev skabt, og hvor de hører til. Kostumerne repræsenterer nogle af vores mest folkelige produktioner, som fortsat spreder glæde i dag, siger Frederik Hougaard Randrup, der til dagligt er formidler på Nordisk Film.
Kostumerne har indtil nu været ejet af en privat samler i Nordjylland.
Udover Matadortøjet, købte Nordisk Film Dirch Passers kjole fra “Mafiaen – det er osse mig!” og Astrid Villaumes anorak fra “Qvitoq”.






