I Lyngby kom båden Dana i går som den første i vandet. Arbejdet med at klargøre bådene til årets sæson er desværre blevet noget forsinket, grundet det hårde vintervejr. Den normale arbejdsprocedure er at man arbejder på den båd, der står inde i teltet. Når den er færdig skubbes den ud i vandet, og en af de andre både trækkes ind i teltet i stedet. Grundet den langvarige periode med is på kanalen, har det ikke været muligt i år. Strommas værksted arbejder derfor nu på højtryk for at klargøre bådene, og allerede sidst i næste uge forventes den næste båd at komme i vandet.
På Furesøen er situationen en lidt anden. De to både som ligger i Frederiksdal har grundet usikkerheden om den forsatte sejlads slet ikke været taget op. Til alt held er det nu blevet besluttet, at lade båden Furesøen forsætte sejladsen i denne sæson, medens Hjortholm grundet dårlig vedligeholdelsesstand forventes at blive skrottet. Vedligehold af træbåde i søvand er meget dyrt, og det ville kræve udskiftning af flere meter bundplanker, hvis den skulle fortsætte (ud over flere andre arbejder). De gamle træbåde er hyggelige og meget velegnede til Furesøen, men på sigt bliver man nok nødt til at benytte de mere moderne glasfibre både, som er væsentligt billigere i vedligehold og bedre vil kunne tilbyde gæsterne den komfort som forventes i dag.
Båden Furesøen bliver på fredag løftet op og kørt ind til Strommas værksted på Refshaleøen, hvor de står klar til at gøre den klar til sæsonen.

Sejladsen i sæsonen 2026
Fra 1. maj og frem til 18 juni sejles der fra Lyngby på fredage, lørdage, søndage og helligdage. Første afgang bliver klokken 10.00 og der er afgang hver 1½ time. Sidste afgang bliver klokken 16.00.
Fra 19. juni og frem til 23. august sejles der på alle dage og med øget frekvens. Første afgang bliver forsat klokken 10.00 og der bliver afgang hvert 45. minut. Sidste afgang bliver klokken 16.00.
Fra den 24. august og frem til den 27. september sejlers der fra Lyngby på fredage, lørdage og søndage. Første afgang bliver klokken 10.00 og der er afgang hver 1½ time. Sidste afgang bliver klokken 16.00.
Som sidste år vil der blive sejlet følgende rundtur: Lyngby – Nybro – Frederiksdal – Bagsværdvej – Aldershvile – Sophienholm – Nybro – Lyngby. Turen er sat til at vare 75 minutter, men på dage med mange gæster, vil den nogle gange vare en smule længere.
På Furesøen vil der blive sejlet rutesejlads hver søndag i perioden fra 28. juni og frem til 16. august. Der bliver afgang fra Frederiksdal klokken 10.45, 12.45 og 14.45 og turen er sat til at vare 1t 45m. Der vil blive sejlet følgende rundtur: Frederiksdal – Jægerhuset – Holte – Birkerød – Furesøbad – Frederiksdal.
Vi glæder os alle i Baadfarten til at komme i gang igen, og håber på at se mange interesserede og glade gæster. Efter en hård vinter kommer der ofte en god sommer – vi krydser fingre.








