PensionDanmark vil bygge nye boliger til blandt andet forskere i Lyngby. Visualisering: Tegnestuen Vandkunsten.
.
Et nyt boligbyggeri tæt på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Kongens Lyngby er på vej, efter der nu er indgået aftale om opførelsen af projektet. Byggeriet udvikles for PensionDanmark, mens JCN Bolig skal stå for opførelsen som totalentreprenør.
Projektet markerer et nyt skridt i udviklingen af området omkring DTU og skal imødekomme behovet for moderne boliger til universitetets internationale og danske studiemiljø. Lokalplanen blev godkendt i sommeren 2024, og siden da er der foretaget justeringer i fordelingen mellem boliger og erhverv.

Det kommende byggeri vil rumme i alt 189 boliger fordelt på både studieboliger og forskerlejligheder. Boligerne er målrettet studerende, gæsteforskere og deres familier, som opholder sig ved universitetet i kortere eller længere perioder. Dermed skal projektet bidrage til at skabe attraktive og fleksible rammer for de mange mennesker, der har deres daglige gang på DTU.
Ud over boligerne etableres der cirka 1.000 kvadratmeter erhvervslokaler, som blandt andet skal bruges til café og kontorer. Derudover opføres en parkeringskælder, som skal understøtte områdets infrastruktur og gøre hverdagen lettere for beboere og besøgende.
Med kombinationen af boliger, servicefunktioner og erhverv bliver projektet et nyt samlingspunkt i området og et vigtigt bidrag til udviklingen af Kongens Lyngby som en attraktiv universitetsby.







