Danske Shoppingcentre (DSC) har indgået en aftale med entreprenørvirksomheden Hoffmann om opførelsen af et nyt hotel i Lyngby Storcenter. Hotellet forventes færdigbygget ved udgangen af 2027 og bliver en markant tilføjelse til bymidten.
Ifølge DSC’s pressemeddelelse skal hotellet bidrage med liv og aktivitet i Lyngby og henvender sig både til lokale og turister. Centerchef Casper von der Ahé udtaler:

– Det er vigtigt for os at skabe et hotel, som bringer liv til Lyngbys bymidte, og som er til glæde for både lokale og turister. Vi har undervejs måttet ændre på indretningen af hotellet på grund af nye krav til byggeriet, og det har været et stort stykke arbejde for alle.
Projektet, der er tegnet af PLH Arkitekter, bliver på i alt 14.285 kvadratmeter og vil rumme 200 værelser, et fitnessområde, kontorpladser og mødefaciliteter. Derudover etableres der en offentlig restaurant på anden sal med plads til 300 gæster og adgang til åbne tagterrasser med udsigt over byen.

Hoffmann har allerede været involveret i projektets udviklingsfase og ser frem til det videre samarbejde. Entreprisechef Torben Bjørk udtaler:
– Vi er stolte af at være med til at realisere et hotelprojekt, der har krævet stor teknisk ekspertise og tæt dialog.
Byggeprocessen har ikke været uden udfordringer. En ny national norm for bæreevnevurdering af eksisterende konstruktioner betød, at den oprindelige bygning skulle forstærkes langt mere end først antaget. Det inkluderer udvidede fundamenter, nye stabiliserende vægge og forstærkning af etagedæk fra 3. til 13. sal.
Disse tekniske krav har ført til en fordyrelse på cirka 35 procent og forlænget byggetiden med omkring halvandet år. På grund af de store risici ønskede entreprenørerne ikke at afgive faste priser. DSC besluttede derfor at afslutte det tidligere projekt og igangsætte en ny og mere realistisk plan.
Lyngby-Taarbæk Kommune har nu godkendt den opdaterede byggeplan, og arbejdet intensiveres i begyndelsen af 2026, når byggetilladelsen er på plads. Forberedelserne har allerede været i gang i halvandet år med indvendig nedrivning og miljøsanering.
Hotelprojektet bliver et moderne og centralt mødested i Lyngby – et nyt samlingspunkt i byens hjerte.

Illustrationer: PLH arkiteklter




